At rejse sig efter utroskab.

Startskuddet til min egen skilsmisse kom i form af en meget ubehagelig overraskelse.
30 juni 2010 fortalte mine børns mor, at hun havde haft en affære med pedellen på sit arbejde, og at hun nu var forelsket i ham.
Selve historien er grum nok, så den lader vi ligge, mest fordi denne side ikke handler om utroskab.

Det var det hårdeste slag at få.
Vores ægteskab var langt fra perfekt, der var mange ting der knagede, men da vi blev kærester havde vi aftalt at hvis en af os nogensinde var så utilfreds at skilsmissen truede så skulle vi gå i parterapi.
Mine børns mor havde så ikke følt at skilsmissen truede, men hun løste ihvertfald vores problem på sin måde, uden at jeg blev spurgt om det var iorden.

Det blev ihvertfald sådan at vi valgte at blive sammen, og forsøge at klinke skårene.

Det første var at tage ind, at det overhovedet var sket.
At det menneske jeg stolede aller mest på havde gjort noget så ondt.
Det virker fuldstændigt surrealisitisk, at noget der indlysende er så forkert at gøre i et ægteskab, er noget ens partner har kunne få sig selv til.
Bagefter fik jeg en enorm skyldfølelse, fordi hun selvfølgelig fortalte hvor svært hun havde haft det og at hun havde fået al den opmærksomhed hun savnede hjemme, sammen med sin nye elsker.
De fleste jeg har snakket med om utroskab, var meget overraskede over min indgangsvinkel til hende og utroskaben.
Jeg spurgte.
JEg spurgte om alt, alt der kunne give en forklaring eller aller helst undtage mine børns mor for skyld.
Faktisk mest for min egen skyld.
Skal jeg tage en beslutning, der involverer mine børn og et eventuelt opbrud af min familie, så skal det ske på et oplyst grundlag.
Det viste sig, at affæren var begyndt til noget så banalt som en julefrokost og havde bygget sig op til at de havde et rum i kælderen på deres arbejdsplads som de brugte til deres forehavende.
Det er lidt svært at tage ind, kan jeg lige så godt sige.
En anden forfærdelig ting var at være så ked af det og have svært ved at være en god far for mine børn.
Jeg har altid været ærlig overfor mine børn, ikke på den voksne måde, men forklaret hvis jeg har haft en dårlig dag eller der er sket noget som har gjort mig sur.
At være så ked af de og ikke kunne forklare sine børn hvorfor man næsten ikke kan formulere en sammenhængende sætning, var tortur.
Man kan ikke fortælle ens børn at man hænger i laser fordi deres mor har knaldet med en anden mand.

Da ulykkens omfang efterhånden var trængt ind hos mig, begyndte jeg at se at det ikke kun var utroskaben der var problemet.

Hele scenariet sendte mig ned i det dybeste hul.
jeg blev ked af det i et omfang, jeg aldrig havde prøvet før.
Jeg havde bare ikke overskud til noget og alligevel var jeg nødt til at fortsætte mine daglige gøremål med at arbejde og være base for børnene.
Mange dage kunne jeg dårligt sige noget og jeg var en virkelig dårlig far.
Endnu dårligere, fordi jeg jo stadigvæk stod med hele lortet alene, uden at få den hjælp fra mine børns mor som jeg egentlig havde så enormt brug for.


Det gjorde det heller ikke lettere, at jeg nu havde opdaget hvorfor hun nærmest ikke talte til mig i det halve år hvor hendes affære stod på.
I hendes verden havde hun jo løst det hun syntes der manglede i vores ægteskab.

Jeg søgte desperat efter et eller andet, der kunne forklare hvorfor hun kunne få sig selv til den slags, men det eneste det hele landede på var hele tiden at hun havde truffet et valg på vores vegne  som jeg var blevet spurgt om, og at det nu var mig der skulle bære en kæmpe byrde alene.

Det værste var at den tillid jeg gerne selv vil have og gerne giver var pist væk.

JEg søgte efter alle de svar jeg overhovedet kunne, på internettet, i bøger.
Det bedste jeg fandt var en amerikansk artikel hvor der stod at man efter små to år kunne begynde at se lyset.

Det er en kæmpe sorg at gennemgå.
Og man er som den ramte part meget alene.
Man kan rolig regne med at jo grummere en historie man har, jo mere alene står man med det.
Der er ingen der har lyst til at tale om noget, som alle dybest set frygter.
Og specielt som mand er det noget af et gok i nødden at ens hustru har bollet udenom.
Og en meget underlig ting.
Ens omgivelser forstår sjældent at man vælger at kæmpe for sit ægteskab ovenpå utroskab.


I mit tilfælde virkede det mest som om at mine børns mor, havde den indstilling at nu havde hun jo indrømmet, og nu skulle vi bare tilbage til hverdagen igen, men det var lige præcis hverdagen som havde gjort tingene så dårlige imellem os.
Og hverdagene bliver altså ikke lettere af at man ikke længere føler at man kan stole på sin makker

Det var hverdagen vi måtte ændre så vi begge kunne blive glade.

OG her strandede vi.

I julen 2011 endte jeg et døgn på hjerteafdelingen på hospitalet.
Der var mistanke om en blodprop i hjertet, men allerede i ambulancen kunne jeg godt selv regne ud at det var en rendyrket angstanfald.

Der begyndte min rejse til at ville gøre noget alvorligt for at vores ægteskab skulle blive godt eller slutte.

Hvad fik jeg så lært om utroskab, som kan være nogen til gavn.

Jo det er altid en god ide at lade være med at tage store beslutninger når man er vred.

Kommer din partner hjem og fortæller at vedkommende har været utro, så skab dig selv rum til at få tænkt dig grundigt om, inden du tager en beslutning.

Hold fast i at du ikke har gjort noget forkert.
Den der har været utro er den eneste årsag til at problemet er opstået.
Der er masser af andre problemer i et ægteskab, men dem er man to om.
Utroskab er den enes suveræne beslutning og ingen tvang dem til at være utro selvom de helt sikkert holder sig til den forklaring.

Der vil være masser af mennesker, der vil fortælle dig at du skal tilgive og komme videre.
Lad mig bare være ham der fortæller at man ikke kan tilgive.
Man kan lære at leve med det livet giver en.
Overvej om du overhovedet kan røre et menneske igen der har svigtet din tillid.
Der vil også være mennesker der har meget stejle holdninger og fortæller dig at er man en gang utro, vil man altid være det.
Det er dig der skal finde vej.
At forlade det hele, eller smide den anden ud, efterlader dig kun med endnu mere arbejde med at komme videre.


Når du har fået ro på dig selv, så tænk over om din partner er en du elsker.
Kærlighed er en fantastisk kraft i verden.
Den kan alt.
Hvis din sidste rest af kærlighed røg da du fik nyheden om utroskaben, og du sagtens kan se fremtiden uden den utro, så tag beslutningen om at blive skilt.

Hvis du har kærligheden i behold og tør tage anden chance, så er det nu at du skal begynde at se jeres samliv ærligt.
Er I glade sammen??
Fungerer hverdagen eller føler du dig alene og overhørt?
Føler du dig elsket?
Kan du tydeligt se at din partner har buldrende dårlig samvitighed over det vedkommende har gjort.
Kan i tale om det der er sket?
Er vedkommende klar til f.eks at forlade sit job for at gøre jeres liv lettere og bedre?

Sæt nogle klare mål op for hvad I vil med jeres samliv.
Utroskaben var et tegn på at jeres ægteskab ikke kørte optimalt.

Og tro mig det handler sjældent kun om sex.

Klare mål for jeres samliv fremover efter utroskaben kan f.eks være.
At være sammen om de daglige gøremål.
At huske hinanden som kærester

Kan I blive enige om hvad I vil med projekt ægteskab efter utroskaben, så gør alt for at det skal lykkes.
Gå til parterapi, læs, snak med hinanden, fortæl hvad du ønsker, find det fælles grundlag for jeres samliv.

Så kan det sagtens blive en god øjenåbner for jer begge to.

En kort opsumering:

Kommer din partner hjem og fortæller at vedkommende har være utro, og samtidig siger:
Jeg vil gøre hvad som helst for at vi bliver sammen.
Så er der en grund til at overveje at fortsætte sammen.
Lyt til kærlighedens lille stemme.

Bliver det den samme hverdag kort tid efter, så smid håndklædet i ringen, for det var hverdagen der gav årsagen til utroskaben.

Hold tingene skarpt adskilt.
Et dårligt ægteskab er der to om.
Utroskab er altid den utro parts skyld.

Mange der er utro, har en ide om at de er så vigtige at de skal have en chance.

Den eneste der er vigtigt er dig.
Hvis du kan se bare det mest spinkle mulighed for igen at blive glad i dit ægteskab, så kast dig ud i at få dit ægteskab på plads igen.
At sætte sig ned og vente på at det hele bliver godt igen, er det værste du kan byde dig selv.