Aktuelle indlæg fra en enlig far

06-03-2016

Søndag kaffe, tid til den sædvanlige eftertanke.

Ja det var jo egentlig meningen at jeg ville ud at gå min sædvanlige tur i nordsjællands smukke natur.
Bare lige for at få dagens motion.

Jeg hader den lortesne.
Ikke at jeg undlader at være udendørs bare fordi det er koldt, meen, jeg er altså også en anelse mageligt anlagt.

Heldigvis giver den beslutning mulighed for en helt anden type træning.
Træning af den del af mig der sidder på bagsiden af mine øjne.

Og på den side af mine øjne er der altid hektisk aktivitet.

Og der er en ting jeg længe har undret mig over.

Det er virkelig oppe i tiden, at træne og motionere.
Jeg kender mennesker der har været i stor krise og begynder at træne for fuld skrald.

Men jeg synes at der er en sær ting
Hvorfor er der ikke samme fokus på mental træning som der er på fysisk træning??

Jeg har for nyligt haft glæden af at tale med mennesker der har knoklet hårdt på for både at tabe sig og for at komme til at se bedre ud.
Og de var virkelig overraskede over at de havde nået deres mål, men egentlig ikke var blevet gladere.
Jo de var glade når de trænede.
Det var mere når de kom hjem og igen måtte se at de stadig er alene og har ondt i livet.
Overspringshandling var et ord man måske kunne tænke der........

At de selv og andre syntes de var blevet tynde og smukke.
Det må eddermaneme også være øv at se pissegodt ud og stadig ikke kunne tiltrække den ”rigtige”.

Det er tilsyneladende lettere at affinde sig med at man tænker som man gør end at affinde sig med at man ser ud som man gør.

Men hvad gør egentlig ens liv lettest??
At ændre sin måde at tænke om sig selv og andre, eller at ændre på sit udseende
og sit kondital.

Hvor mange bruger lige så meget tid på at tænke over hvordan de skal være omgængelige, glade og anstændige mennesker, som de bruger på at tænke over deres udseende??

Jeg taler med rigtig mange mennesker, også om de rigtig svære ting i livet.
Fælles for dem der har det svært er at de er utroligt lydhøre overfor metoder til at undgå at mærke efter hvordan de egentlig har det.
De fleste vil heller løbe eller gå til mange timers hård træning, end at sætte sig ned og mærke efter om de faktisk er glade for det liv de lever.

Meget interessant er der gået lidt inflation i at sige:
jeg er som jeg er accepter mig som jeg er ellers er du forkert.
Spændende at mange åbenbart ikke accepterer deres eget udeende, men forventer at andre skal acceptere deres handlemåder.

Jeg er jo hjertegribende naiv, men jeg har en tro på at det vil komme op i tiden at træne i at være et godt, anstændigt og vidende menneske der arbejder på at gøre sit eget og andres liv bedre og lettere at være i.

Jeg har bare en underlig fornemmelse af at som tingene ser ud lige nu, er der virkelig mange der tror at deres personlighed eller deres facon at tænke om sig selv og andre, er noget man ikke kan arbejde på at ændre eller forbedre.

Indrømmet, det er væsentligt lettere at fortælle folk at de ser godt ud, end det er at fortælle dem at de er pestilenser at være sammen med.
Men hvor gør man egentlig folk den største tjeneste??

Jeg vil i hvert fald selv håbe at folk er sammen med mig fordi jeg er et rart menneske og gør deres liv gladere, end jeg håber de er sammen med mig fordi jeg ser så forbandet godt ud.

Faktisk havde de gamle grækere allerede fundet sammenhængen for over 2000 år siden.
I deres træningshaller trænede man både legeme og hjerne.
En sund sjæl i et sundt legeme.
Begge elementer skulle trænes.
Som jeg ser det smuttede der vist lige en lille ting undervejs fra antikkens Grækenland.
Man får ikke konsekvent en sund sjæl af at træne sit legeme.
Man bliver stærkere i præcis det man træner.

En virkelig langt ud tanke kunne jo være at det er virkeligt svært, at se på folk om de er søde og rare at være sammen med, men en del lettere at se om folk ser godt ud jævnfør samfundets skønhedsideal??

Men det er jo også pisselet at sidder her en doven søndag med sin kaffe og være selvtilfreds over at være småfed, almindelig og have gået en skøn tur i skoven med Undersåt.
Ikke fordi vi skulle træne, men fordi det alligevel var for surt at blive indendørs, og at det er skønt med skoven i slud og godt selskab.

19-02-2016

Vinterferie, morgenkaffe og tid til omtanke.

Jeg læste i går at antallet af singler i Danmark er det største nogensinde.
1,6 millioner
Det er en fjerdedel af befolkningen.
Jeg synes det er mange.
Rigtig mange fordi mennesket ifølge min egen opfattelse er et flokdyr.
Men altså, det er jo også en del af det moderne samfund hvor der satses enormt meget på individualisering og det unikke i hver af os.

Masser af trends i vores samfund gør at individdet selv skal søge sin lykke, selv gøre som det synes er bedst.
Ikke ligge under for andres meninger og andres normer....
Interessant dog at individdet så ligger under for arbejdsmarkedets pres om mere effektivitet og mere eller mindre udtalte diktater om hvordan vi skal se ud, bo, spise osv.

Så i hjemmelivet skal vi i hvert fald være individder...

Det er jo også forståeligt, men i min verden muligvis ikke specielt gavnligt.

Hvis singlelivet var 100% gavnligt ville der næppe være nogen der ønskede sig det anderledes.
Jeg synes bare det er tankevækkende at de fleste singler jeg kender inklusive mig selv, faktisk gerne ville dele livet med en anden.
Forklaringerne på hvorfor folk er single er legio.
”det er svært at få samliv til at fungere”
”jeg løber altid ind i de forkerte”
”kvinder er sindsyge”
”mænd er sindsyge”
”hver dag er en fest som single”
osv osv......

Samtidig er der også en trend i at stærke og beundringsværdige mennesker er nogen der kan selv og ikke har brug for andre.
Min personlige holdning er nok at de stærkeste og bedste mennesker er dem der kan finde ud af kompromissets kunst, og få samvær med andre mennesker til at forløbe på en positiv facon.

For mit eget vedkommende er jeg single på grund af omstændighederne.
Havde jeg et valg ville jeg bestemt ikke vælge at være single.
Jeg har ingen problemer med at være alene og jeg har ikke brug for hjælp til ret meget, men samtidig ved jeg også at mit inderste ønske er at have en at dele livets op og nedture med, og at jeg bliver sær hvis ikke jeg har noget modspil.

Og når alt det så er konstateret, så kan jeg altså ikke lade være med at tænke lidt videre.
Det er så her at jeg sagtens selv kan se at jeg er for meget tid alene og har for meget tid til at tænke.

For jeg kom til at tænke:
”for hvem er det egentlig en gevinst at der er så mange singler??”

Og så synes jeg pludselig at jeg ser et helt andet billede.
Der er virkelig mange penge i at mennesker ser sig som individder.
Forestil jer til at begynde med at alle singlerne fandt hinanden.
Det er 800.000 boliger der pludselig bliver til overs.
Gad vidst hvordan boligmarkedet ville se ud ovenpå storesingleflyttedag??
Hvor mange biler ville blive til overs?
Der er dobbelt så mange fladskærme, dobbelt så mange internetabonnementer, delebørnene har forbrugsgoder hos hver forældre og jeg kunne blive ved.
Så er der medierne der tjener mange penge på at fortælle os hvordan vi skal se ud for at være attraktive i vores søgen efter den eneste ene, der mod alle odds, måske alligevel findes et sted derude.

Jeg tror afslutningsvist ikke at det er nogen fordel for singlerne selv eller for de offentlige udgifter at 1,6 millioner mennesker i et lille land har valgt udviklingspotentialet i et parforhold fra.

Men der er nogen der tjener VIRKELIG mange penge på, at vi er så mange singler.



13-02-2016

Den amerikanske filosof John Rawls formulerede et bevis for uretfærdighed i en politisk virkelighed, som for eksempel et land.
Tankeeksperimentet går i sin enkelhed ud på at man forestiller sig et ufødt barn der skal fødes og som skal vælge et land at blive født i.
Metoden er kendt under navnet ”uvidenhedens slør
Barnet er ikke på forhånd givet nogen egenskaber.
Det kan være hvilken som helst farve, have mere eller mindre specielle evner , det kan have fysiske eller psykiske vanskeligheder.
Det kan havne i en meget fattig familie eller en meget rig familie.
Hvilket land ville et ufødt barn skulle vælge for at give sig selv de suverænt bedste muligheder for at få så god en opvækst som overhovedet muligt??

Samme spørgsmål kan man stille sig selv når man overvejer at få børn.
Hvis jeg var et ufødt barn ville jeg så vælge at blive født i denne familie?

Forældre vælger at få børn, men børn vælger ikke at blive født.

Ville jeg vælge en familie hvor det er mere eller mindre givet at jeg skal i vuggestue som 6 måneder gammel?

Ville jeg vælge en familie hvor begge forældre arbejder 8-9 timer om dagen, og har et par timers transporttid om dagen, så jeg egentlig kun er sammen med mine biologiske forældre i et par timer hver dag?

Ville jeg vælge at blive født i en familie hvor begge forældre er arbejdsløse, og med en virkelig lav indkomst og hvor uddannelse er noget der ikke anses for værende særlig vigtig, men hvor der til gengæld er tid sammen med forældrene??

Ville jeg vælge en familie hvor mor på forhånd har valgt faderens rolle fra, og hvor faderen kun har rollen som sæddonor??

Ville jeg vælge at en familie hvor man ser det som en ret at få børn?

Ville jeg vælge en familie hvor der hverken er tid eller evner til at hjælpe mig med lektierne??

Ville jeg vælge en familie hvor jeg får at vide at det jeg er ked af, IKKE er noget jeg skal græde over?

Ville jeg vælge forældre der skælder mig ud når jeg bliver hentet i børnehave og er mudret over det hele??

Ville jeg vælge en familie hvor jeg kommer til verden for at holde mine forældres forhold sammen?

Ville jeg vælge en familie hvor forældrenes trang til orden vejer mere end min trang til at være kreativ??

Efter min mening kan man stoppe op igennem sine børns liv og tænke efter om man fik inviteret sine børn ind i livet på falske forudsætninger.
Er man faktisk så god som man troede?
Hvis man var sit eget barn, ville man så stadig vælge sig selv som forælder??
Viser man med sit eget gode eksempel sit barn hvordan man skal opføre sig i livet, eller fortæller man børnene hvordan man skal være?
Formår man f.eks som fraskilt forælder at være en familie, som et ufødt barn ville vælge at blive født i?
Har man reelt den tid sammen med sine børn som man gik ud fra at man ville have??
Indtil børnene kan klare sig selv, er det faktisk stadig kun de voksne der har et valg.
De har stadig behov, men det er kun de voksne der kan vælge at se sig selv ærligt og gøre tingene anderledes.


11-01-2016

Gør op med de uskrevne regler.

Aller først:

Gør op med offerrollen!!!

Jo i nogle sammenhænge er man et offer.
Hvis man er blevet fanget og tilbageholdt imod sin vilje, så er man et offer.
F.eks hvis man er et barn, har man ikke det frie valg eller muligheden for at gå sin vej, hvis omgivelserne krænker en.

Hvis ikke du var fanget og tilbageholdt, så er du allerhøjest et offer for dine egne tanker om dig selv og hvordan man skal gøre for at være rigtig.

Er du blevet i en situation hvor du blev behandlet dårligt, er det faktisk dit eget værk hvad der er sket imod dig.
Der er masser af grunde til at du blev en der lod sig behandle dårligt, men kun en person kan rette op på et liv som offer.

Mangler du nogen at give skylden for at du har det dårligt, så kig i spejlet.
Du har altid et valg.
Ja, jeg ved godt at du sikkert ikke kan lide at have et valg og der er masser af gange hvor de valgmuligheder man har ikke er rare og de kan også være angstprovokerende.

Man skal ikke blive i et dårligt ægteskab fordi det er bedst for børnene.
Man skal blive i et ægteskab fordi det er det der gør en glad.

Du har kun et liv!
Der kommer ikke nogen og belønner dig fordi du stod en lang lorteperiode igennem, og bare bed tænderne sammen.
Du får til gengæld en stor præmie hvis du konstruktivt går til opgaven med at udvikle dit eget og dermed din families liv.
Der er kriser overalt, men hvis du bare sidder og venter på at den går over, så er det dit eget liv du spilder.

Intet går over af sig selv.
Jo livet, en dag er du ikke længere i dette liv.
Først den dag gik det over.

Nej andre mennesker er ikke onde.
De gør bare det bedste for deres liv.
Det kan godt være at du mener at det de gør er helt hen i vejret.
Det bedste du kan gøre for dem er at spørge dem om de selv bliver glade af det de gør.
Hvis de selv kan se at de ikke gør sig selv glade og ikke gør andre glade kan de selv lave deres adfærd om.
Ingen mennesker er onde.
Selv de mennesker i verdenshistorien der har gjort de værste ting kan forklare hvorfor det de gjorde var iorden.
De ved ikke bedre, uvidenhed gør at mennesker gør grusomme handlinger.

Man kan faktisk ikke hjælpe andre med at få det bedre i livet.
De skal selv ville deres eget bedste og selv kunne se at deres liv kan blive bedre.
Og ikke mindst:
De skal selv kunne se sig som værdifulde nok til at redde.

Intet bliver bedre af sig selv.
Men utroligt meget kan blive virkelig godt hvis du vælger at arbejde for at gøre din egen indsats bedre.

Der er ikke noget der hedder logik eller almindelig sund fornuft.
Vi mennesker er ikke født med et fælles sæt spilleregler.
Du kan fortælle andre hvis de krænker dine grænser , men du kan ikke forvente at de ser tingene som du gør.
Sætningen; ”det bør de da selv kunne regne ud” er en selvmodsigelse, for selvfølgelig kan de ikke regne det ud når de gør som de gør.
Du kan bidrage til en løsning eller gå din vej.
At sige nogen selv bør kunne regne noget ud, er dybest set dig der er for konfliktsky til at give udtryk for dine ønsker eller holdninger.

Ingen forstår dig.
At folk hører på dig er dem der lytter med deres egen baggrund og muligvis kan relatere en del af deres eget liv til det du fortæller.
Det eneste rigtigt vigtige er at du forstår dig selv og kan sætte ord på dine ønsker og grænser.
Kan du ikke selv formulere hvad du ønsker, hvordan skal andre så kunne regne dine ønsker ud?
Hvis du ikke selv kan sætte ord på dine grænser, hvordan skal andre så forstå hvornår de træder ved siden af??
Man kan sagtens være sammen med mennesker man ikke forstår, det eneste det kræver er at du accepterer dem og at de accepterer dig.
Dem du ikke forstår, men som du kan acceptere, er muligvis dem der har mest at give dit liv.

Hvordan skal et lykkeligt liv se ud for dig??
Når du har formuleret det, så spørg dig selv hvorfra du ved hvordan det lykkelige liv skal se ud?
Er det fordi du gør nøjagtigt som samfundet ønsker at du skal leve, eller er det reklamer og andre der har sat standarderne for hvordan det rigtige liv ser ud?
Ved du overhovedet hvad der gør dig glad??

En rigtig god måde til at finde ud af hvad der gør en glad, er efter mine mening at stille spørgsmål til sin egen viden om rigtigt og forkert.

Hvordan ved du hvordan du skal se ud?
Jeg er STEN sikker på at intet spædbarn blev født med tanken:
”jeg kan kun elskes hvis jeg går i Diormodeller”

Ved du at du skal være tynd fordi det er den måde du føler dig bedst tilpas, eller er du tynd fordi det er den måde skønhed er beskrevet af reklamer og medier??
Eller er din inderste drøm faktisk bare at kunne spise som du har lyst til være glad uden at skulle leve op til en masse uudtalte forventninger??

Har du det dårligt over at være til den tunge side fordi du er bange for hvad andre mennesker tænker, men egentlig er ok med at se ud som du gør, når du er alene??

Og det store generelle spørgsmål:
Hvordan skal man se ud for at man kan elskes??

Spiser du de ting du har fået at vide er dem der skal gøre dig glad eller spiser du de ting som du rent faktisk har opdaget gør dit liv til et bedre sted at være??
Hvad det angår er små børn så dejligt simple, hvis de kan lide maden sluger de den og hvis de ikke kan lide den spytter de den ud.
Spørgsmålet er om du får dit barn til at spise noget det spytter ud??
og har du i givet fald tænkt over, at du dermed fortæller barnet at voksne gerne må tvinge en til noget man ikke kan lide??

Skal man være enig med de mennesker man omgås og er venner med, eller kan man faktisk godt holde af hinanden, selvom man har vidt forskellige synspunkter på livet?

Hvordan må man vise følelser og hvilke følelser må man vise??
Finder du det upassende når nogen kysser hinanden på en offentlig plads?
De er bare glade for hinanden, hvorfor støder det dig?
Eller kan du glæde dig inderligt på deres vegne over at de har fundet kærligheden??
Hvordan har du det med mennesker der smiler til dig på gaden?
Har du selv tænkt over at hvis du ser noget negativt i et smil, så er det faktisk kun dig der tillægger et smil noget negativt??


Hvordan ser det perfekte parforhold ud?
Hvordan taler man sammen i det perfekte parforhold?
Hvor har du din viden om det perfekte parforhold fra.
Er det fra film, er det fra de forbilleder du har i din familie??
har du nogen sinde sat dig ned og tænkt over hvad samvær med andre mennesker egentlig gør ved dig?
Er du sammen med mennesker der gør dig glade, eller er du sammen med mennesker du mener du bør være sammen med??
Er man enige om alt i et parforhold?
Og i givet fald, hvorfor er det vigtigt at man altid er enige?
Kan man ikke elske hinanden, selvom man er uenige??

Hvordan opdrager du dine børn?
Er det fordi du opdrager dem til at være glade eller til at være ”rigtige”?
Hvilke følelser tillader du dit barn at have og hvilke følelser forsøger du at få barnet til at undlade at vise??
Hvordan lærer du dit barn at håndtere de følelser det har??
Hvorfra har du din viden om børneopdragelse?
Er det de standarder du har med fra dine forældre, noget du har læst i en bog, eller har du bare prøvet noget nyt igen og igen til du fandt en måde der gjorde både dig og dine børn glade??

Og når du nu har udråbt mig til at være en selvhøjtideligt idiot som ikke fortjener så meget spalteplads, har du så tænkt over hvorfor det jeg har skrevet har provokeret dig??
Har du tænkt over hvorfor du ikke har lyst til at stille dig selv de spørgsmål, jeg har skrevet ned??


18-12-2015

For nyligt læste jeg nogle indlæg der handlede om en far der gik i bad med sine børn.
Og tak skal du da have nogle store og skarpe meninger.
Ord som pædofili blev nævnt om en mand der går i karbad sammen med sine egne børn.

Nu går jeg helt generelt ikke ret meget op i hvad andre mennesker måtte tænke om mig.

Og slet ikke når det kommer til min rolle som far.

Der kan muligvis godt være elementer af politisk ukorrekthed i min facon at opdrage mine børn.
Jeg mener godt at man kan få lov at køre bil når man er 12, nytårskrudt er sjovt uanset køn og alder, og jeg er faktisk vildt imponeret over at det faktisk er min datter der kan slå de højeste bøvser.
Jeg har også kysset begge mine børn på munden, selvom der er en amerikansk psykolog, der mener at børn bliver skadede af det.
Masser af kys, kram og prutten på maven har været dagens orden her på matriklen.
Slåskampe i voksensengen, på græsplænen og i poolen.
Begge mine børn er temmelig gode til at skyde med luftgevær, og jeg har det skønneste billede af min datter i prinsessse kjole og luftgevær med rødpunktssigte.
Langt hen ad vejen ser jeg mig selv som kaptajnen på et skib, der ganske langsomt overlader roret til første og andenstyrmanden.

Hvis jeg har været omgængelig og behandlet mine besætning anstændigt, kan det oven i købet være at jeg får lov til at blive på båden, den dag de helt overtager styringen.
Har jeg været en idiot som kaptajn, må jeg nok før eller siden affinde mig med at gå planken ud.
Bliver jeg læsset af i hajfyldt farevand, må jeg nok indse at jeg virkelig har gjort i nælderne.

MEN
Jeg er faktisk også den far der har gået i bad med begge mine børn, og sommetider endda med dem begge to samtidig.
For vores vedkommende var det faktisk lidt af nød.
Vi havde badekar, men vandvarmeren er alt alt for lille til at fylde hele karret.
Og vandet i badekarret bliver altså en del dybere når man kommer en lille korpulent mand ned sammen med vandet.
At det samtidig har været pissesjovt at lege med skibe, heste, dykkere, flyvemaskiner osv var så bare ren bonus.
Og det var faktisk mig der på et tidspunkt mente at nu var det med at gå i bad sammen, ikke lige så passende længere.
Jeg kan tydeligt huske at Axel en dag spurgte mig hvorfor vi ikke gik i bad sammen længere.

Her til aften slog ideen mig.
Hvorfor egentlig ikke spørge min teenager om de fælles bade havde været traumatiserende for ham?
Så da jeg skulle putte min 14 årige teenagesøn, spurgte jeg om han kunne huske den gang vi gik i bad sammen.
Så meget for den ide, for det eneste han kunne huske var at han havde set billeder af det, men faktisk ikke kunne huske det.
I stedet kom vi til at snakke om der var noget han syntes at jeg kunne gøre bedre.
Naturligvis var der da det.
Han mente nok at hans liv ville blive meget bedre hvis jeg købte en playstation 4 til ham i stedet for den PS3 han allerede har.
Da jeg så reformulerede spørgsmålet til:
”Axel vil du sige at du er mest ked af dit liv eller mest glad i dit liv?”
Dertil svarede han at han altid var glad når han var hjemme og at han er glad for sin familie.
Til sammenhængen skal det da lige nævnes at han ikke plejer at holde sig tilbage hvis han rent faktisk er utilfreds med noget.

Naturligvis er det fejlkilder ved min til min konklusion, men jeg tror altså at vi voksne har nogle meget store ideer om hvordan et børneliv skal foregå for at være ”rigtigt”.
Voksne har meget store meninger, men hvad mener børnene egentlig selv og er vi klar til at høre deres meninger om det vi voksne synes er rigtigt??
Børn minder utroligt meget om mennesker.
De er generelt ikke ret glade for ikke at blive hørt, ikke ret glade for at blive bedt om at gøre noget de ikke forstår, og ikke ret glade for at skulle gøre noget de ikke er trygge ved at gøre.
Selv forsøger jeg at spørge mine børn så ofte som muligt om der er noget jeg kan gøre bedre, eller noget de gerne vil have anderledes.
Sjovt nok så svarer de tit at der er noget der kan være anderledes og så forsøger vi i fællesskab at finde ud af hvad der kan lade sig gøre.
Så er vi alle gladest muligt.
For jeg ville faktisk rigtig gerne være fri for at blive læsset at i hajfyldt farevand...........