16-08-2015

Hvordan vi ser os selv og hinanden

  • Sidder en sædvanlig doven søndag formiddag, og lader mig adsprede af de sociale medier.
    En af mine venner har delt en video med en ung pige der står i bikini på en plads i London.
    I sin nøgne sårbarhed søger hun at skabe opmærksomhed på at 60% af voksne mennesker, har det dårligt med den måde de ser ud på.
    God måde at skabe opmærksomhed omkring den ,i mine øjne ekstreme fiksering, på udseende.
    Det er bare ved at være en rigtig kedelig trend i den moderne verden.
    At skabe opmærksomhed på problemer.
    At råbe op om noget, alle kan være enige om er et problem, men udelade at skabe opmærksomhed på det der reelt er problemet, nemlig manglen på løsninger.
    Selv må jeg indrømme at den video har fået mig op nær det røde felt.

    Jeg synes det er en virkelig god ide at skabe opmærksomhed på vores måde at se på udseende.
    Men når jeg ser sådan en video med en ung pige der stiller sig op, så kan jeg ikke undgå at tænke over hvordan samme video ville have været modtaget, hvis det have været en kvinde i 50eren med den krop der kan følge med børnefødsler, livet, slid osv?
    Gad vidst hvor tolerante menneskerne på pladsen i London havde været, hvis det var en mand der ,i Olsenbanden-terminologi, er småfed og almindelig?

    Ingen diskussion, emnet er nok noget af det mest vigtige at tage stilling til.

    Det er bare ikke nok at skabe opmærksomhed eller at stille os op og være kollektivt forargede over at samfundet er forfærdeligt.
    Der mangler noget, når man søger at skabe den opmærksomhed.
    Den grundlæggende inkvisitive tankegang.
    Hvorfor opstod problemet?
    Hvem sætter egentlig standarderne for ”det rigtige” udseende??
    Hvem har noget positivt ud af at 60% af menneskerne føler sig skidt tilpas med deres udseende?
    Man kunne f.eks tænke sig at nogen tjener virkelig mange penge på menneskers utilfredshed med deres udseende, selvom jeg ved godt at tanken er virkelig langt ude.
    Et spørgsmål som kunne følge er:
    Vil jeg gerne være med til at gøre nogen meget rige med min egen utilfredshed med mit udseende??

    Gandhi sagde: vær i verden som du gerne vil have at verden skal være.

    Kan vi som menneskehed overhovedet forestille os den verden der ville være, hvis vi ikke længere tænkte over andres udseende?
    Hvis ikke vi skal fokusere på hinandens udseende, hvad skal vi så fokusere på ved andre mennesker?


    I stedet for at være kollektivt forargede, så kunne et godt sted at starte være en selv.
    Hvis jeg ikke selv er særligt begejstret over at blive bedømt på mit udseende, hvorfor dømmer jeg så andre på deres?

    Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var sikker på at være en man kan elske, uanset hvordan jeg ser ud?

    Hvis jeg kunne vælge mellem at se godt ud eller være glad, hvad ville jeg så vælge?

    Hvad gør mit liv lettest? At fokusere på andres og mine egne fejl, eller at fokusere på de positive ting ved dem og mig?

    Er jeg bange for at andre dømmer mig lige så hårdt som jeg dømmer dem??

    Selv er jeg absolut ikke bedre end andre.
    Men jeg prøver at blive lidt bedre hver dag, end jeg var i går.
    Jeg tror det var Hemmingway der skrev:
    ”Der er intet ædelt i at være sine medmennesker overlegne, kun at være sit tidligere ”jeg” overlegent”.
    Jeg kender mine egne svar til de spørgsmål jeg har stillet.
    Men jeg har for længst indset at ikke ret mange har noget at bruge mine svar til.

    Indtil den dag hvor vi ser os selv som den del af samfundet der kan ændres, ændrer intet sig.

    Til den dag kan vi kun være enige om at være sure og forargede.