07-11-2015

Nu rabler det

Nu rabler det for Bertelsen

Det er lørdag, ungerne er med deres bedstemor i biffen.
Hvad er så mere naturligt end at tilbringe eftermiddagen i værkstedet, med noget svejsning og deraf følgende nye spændende brændemærker.

Og jeg har gået mange timer i det værksted.
Der vil HELT sikkert være dem der vil påstå at jeg har været FOR mange timer i det værksted.
Men det er mit sted.
Der lugter fælt af en blanding af svejserøg, vinkelsliberskiver og diverse kemiske produkter.
Mit sted hvor jeg ofte tænker over ting jeg oplever, det samfund jeg lever i, mennesker jeg møder.

I dag tog min tankerække sit udgangspunkt i at min svejsemaskine faktisk producerer temmelig meget af luftarten Ozon.
Den er giftig for mennesker men åbenbart temmelig gavnlig, når bare den når ud til det lag af Ozon, der beskytter jorden mod stråling.

Til min ret store irritation opdagede jeg at jeg faktisk selv går og er lidt bange for det der globalopvarmning.
Egentligt pudsigt, for jeg kan faktisk ret godt lide at det er næsten 15 grader i november, og jeg ved egentlig ikke om det overhovedet passer, eller om det bare er usædvanligt varmt.

Og så slog det mig hvor meget af det nuværende liv jeg og andre lever, der egentlig er styret af en frygt for noget.

Her er der temmelig sikkert mange der vil stritte imod og sige at de ikke er bange og at det ikke er frygt der driver rigtig mange af deres handlinger og deres meninger.

Men se på den politiske dagsorden.
Set fra min side slipper politikerne afsted med nogle horrible beslutninger og det forplanter sig hele vejen ned igennem systemet ned til dem der skal udføre deres arbejde på grundlag af en lovgivning.

Første eksempel er faktisk et fra en gammel veninde:
Hun er pædagog.
Hvis ikke hun var bange for konsekvenserne af at sige sig arbejde op, ville hun så vælge at blive ved med at være pædagog under de forhold der er nu??
Og hvordan ville virkeligheden se ud for de politikere der har taget beslutningerne, hvis alle pædagogerne siger op??

Et eller andet sted, synes jeg at det er spændende at tænke over at mine børn bliver passet af nogen der føler sig presset og som faktisk bliver i deres job af frygt.

I tidernes morgen sagde en yngre og næsten nyuddannet Bertelsen sit job som pædagog op, fordi jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle kunne forsvare at passe folks børn på en anstændig og forsvarlig måde, med det syn der var på pædagoger og deres arbejde.

Der er virkelig mange mennesker der går ned med stress.
Mon de ville lade sig byde den hverdag, hvis ikke de var bange for hvad der ville ske, hvis de ikke havde det arbejde der giver dem stress?

Ville den mellemleder der ikke var bange turde sige nej til en ny beslutning fra ledelsen?
Eller ville vedkommende stadig sætte noget i værk som vedkommende faktisk ikke se kan lykkes?

Tænk at min hverdag måske er styret, af en chef der er så bange for at miste sit arbejde, at vedkommende siger ja til noget velvidende at det ikke kan lade sig gøre?

Nu er jeg ikke ekspert, men jeg kunne da godt forestille mig at sådan en beslutning kunne give stress til de medarbejdere der får en ordre om at løse en umulig opgave?!?

Ligner flygtningedebatten noget der er drevet af dyb saglighed, eller ligner den mest noget hvor nogle politiske partier konstant formår at puste til den frygt vi har for fremmede?

Kig på rigtige meget at det der bliver delt på Facebook.
Jeg har ikke tal på det, men se hvor mange gange at avisartikler med den unge knivstukne mand er blevet delt.
Ingen diskussion om at det er ganske forfærdeligt for hans familie, men jeg savner at læse artiklerne om hvor mange gange der IKKE er blevet stukket nogen ned.
Alligevel ved jeg allerede nu at politikerne med frygten i ryggen, endnu en gang vil stramme knivloven, selvom de tidligere stramninger ikke gjorde knive mindre aktuelle i sammenhænge med vold.
Gad vidst om unge ville have kniv med i byen, hvis ikke de var bange for noget??

Og helt nede på familieplanet:
Gad vidst hvor mange skilsmisser der ville være hvis man aldrig var bange for at blive forladt når man sagde sin mening eller gav udtryk for sine ønsker??
Gad vidst hvordan verden ville se ud hvis børn ikke var bange for at få skældud?

Gad vidst hvor bange jeg ville være for at miste mit arbejde, hvis jeg til hver en tid vidste at mine børn ville elske mig og i øvrigt klare sig fint, selvom vi måtte flytte fra det store hus og alle forbrugsgoderne?

Vil mine børn klare sig fint selvom jeg ikke bruger spelt og i øvrigt bager selv?
Vil jeg kunne være glad selvom jeg ikke overholder sundhedsstyrelsens henstillinger om at træne 30 minutter dagligt, eller er jeg bange for konsekvenserne af at gøre som jeg selv finder bedst?

Jeg er godt klar over at det jeg beskriver er Utopia, men kald det vil du vil.
Jeg kalder vores nuværende situation for styret af frygt.

Frygt er en fantastisk ting, den kan holde folk fast med et jerngreb, uden at der reelt er nogen konsekvenser for ens evne til at være i live.

Vores nok så bekendte jantelov er et fantastisk eksempel på at styre med frygt.
Frygten for hvad andre vil tænke er sommetider nok til at man lader være med at gøre de ting der ville gøre ens liv bedre og gladere.
Janteloven som er loven uden straframme og som straffer en selv når man overholder den!!!

I min verden findes der to slags mennesker:
Dem der er styret af deres nysgerrighed, og dem der er styret af deres frygt.
Begge egenskaber er to følelser der ligger til grund for måden at se på fremtiden.

Selv er det jeg er mest bange for, uvidenhed og at mennesker vælger at agere på baggrund af deres frygt og ikke på baggrund af deres viden.

Jeg voksede op under den kolde krig og det var frygt for fuld drøn.
At en eller andet sad et sted i verden og følte sig så truet at vedkommende trykkede på den store røde knap.
Frygten er stadig et fantastisk politisk virkemiddel og vi har selv givet magten til dem der påstår at kunne fjerne den frygt vi selv har været med til at skabe.

Det helt store spørgsmål der står tilbage og som jeg ikke helt selv kan svare på, er hvem der egentlig har glæde af frygten.
Umiddelbar ved jeg at jeg ikke bliver gladere af at være bange, jeg bliver faktisk kun bange.

Er dit liv styret af frygt, og hvad ville du foretage dig hvis ikke du var bange?

Det er selvfølgelig bare mig der muligvis har haft næsen lidt for dybt i cellulosefortynderen, og selvfølgelig lever danskere i et velfærdssamfund ikke i frygt.