11-01-2016

Uskrevne regler

Gør op med de uskrevne regler.

Aller først:

Gør op med offerrollen!!!

Jo i nogle sammenhænge er man et offer.
Hvis man er blevet fanget og tilbageholdt imod sin vilje, så er man et offer.
F.eks hvis man er et barn, har man ikke det frie valg eller muligheden for at gå sin vej, hvis omgivelserne krænker en.

Hvis ikke du var fanget og tilbageholdt, så er du allerhøjest et offer for dine egne tanker om dig selv og hvordan man skal gøre for at være rigtig.

Er du blevet i en situation hvor du blev behandlet dårligt, er det faktisk dit eget værk hvad der er sket imod dig.
Der er masser af grunde til at du blev en der lod sig behandle dårligt, men kun en person kan rette op på et liv som offer.

Mangler du nogen at give skylden for at du har det dårligt, så kig i spejlet.
Du har altid et valg.
Ja, jeg ved godt at du sikkert ikke kan lide at have et valg og der er masser af gange hvor de valgmuligheder man har ikke er rare og de kan også være angstprovokerende.

Man skal ikke blive i et dårligt ægteskab fordi det er bedst for børnene.
Man skal blive i et ægteskab fordi det er det der gør en glad.

Du har kun et liv!
Der kommer ikke nogen og belønner dig fordi du stod en lang lorteperiode igennem, og bare bed tænderne sammen.
Du får til gengæld en stor præmie hvis du konstruktivt går til opgaven med at udvikle dit eget og dermed din families liv.
Der er kriser overalt, men hvis du bare sidder og venter på at den går over, så er det dit eget liv du spilder.

Intet går over af sig selv.
Jo livet, en dag er du ikke længere i dette liv.
Først den dag gik det over.

Nej andre mennesker er ikke onde.
De gør bare det bedste for deres liv.
Det kan godt være at du mener at det de gør er helt hen i vejret.
Det bedste du kan gøre for dem er at spørge dem om de selv bliver glade af det de gør.
Hvis de selv kan se at de ikke gør sig selv glade og ikke gør andre glade kan de selv lave deres adfærd om.
Ingen mennesker er onde.
Selv de mennesker i verdenshistorien der har gjort de værste ting kan forklare hvorfor det de gjorde var iorden.
De ved ikke bedre, uvidenhed gør at mennesker gør grusomme handlinger.

Man kan faktisk ikke hjælpe andre med at få det bedre i livet.
De skal selv ville deres eget bedste og selv kunne se at deres liv kan blive bedre.
Og ikke mindst:
De skal selv kunne se sig som værdifulde nok til at redde.

Intet bliver bedre af sig selv.
Men utroligt meget kan blive virkelig godt hvis du vælger at arbejde for at gøre din egen indsats bedre.

Der er ikke noget der hedder logik eller almindelig sund fornuft.
Vi mennesker er ikke født med et fælles sæt spilleregler.
Du kan fortælle andre hvis de krænker dine grænser , men du kan ikke forvente at de ser tingene som du gør.
Sætningen; ”det bør de da selv kunne regne ud” er en selvmodsigelse, for selvfølgelig kan de ikke regne det ud når de gør som de gør.
Du kan bidrage til en løsning eller gå din vej.
At sige nogen selv bør kunne regne noget ud, er dybest set dig der er for konfliktsky til at give udtryk for dine ønsker eller holdninger.

Ingen forstår dig.
At folk hører på dig er dem der lytter med deres egen baggrund og muligvis kan relatere en del af deres eget liv til det du fortæller.
Det eneste rigtigt vigtige er at du forstår dig selv og kan sætte ord på dine ønsker og grænser.
Kan du ikke selv formulere hvad du ønsker, hvordan skal andre så kunne regne dine ønsker ud?
Hvis du ikke selv kan sætte ord på dine grænser, hvordan skal andre så forstå hvornår de træder ved siden af??
Man kan sagtens være sammen med mennesker man ikke forstår, det eneste det kræver er at du accepterer dem og at de accepterer dig.
Dem du ikke forstår, men som du kan acceptere, er muligvis dem der har mest at give dit liv.

Hvordan skal et lykkeligt liv se ud for dig??
Når du har formuleret det, så spørg dig selv hvorfra du ved hvordan det lykkelige liv skal se ud?
Er det fordi du gør nøjagtigt som samfundet ønsker at du skal leve, eller er det reklamer og andre der har sat standarderne for hvordan det rigtige liv ser ud?
Ved du overhovedet hvad der gør dig glad??

En rigtig god måde til at finde ud af hvad der gør en glad, er efter mine mening at stille spørgsmål til sin egen viden om rigtigt og forkert.

Hvordan ved du hvordan du skal se ud?
Jeg er STEN sikker på at intet spædbarn blev født med tanken:
”jeg kan kun elskes hvis jeg går i Diormodeller”

Ved du at du skal være tynd fordi det er den måde du føler dig bedst tilpas, eller er du tynd fordi det er den måde skønhed er beskrevet af reklamer og medier??
Eller er din inderste drøm faktisk bare at kunne spise som du har lyst til være glad uden at skulle leve op til en masse uudtalte forventninger??

Har du det dårligt over at være til den tunge side fordi du er bange for hvad andre mennesker tænker, men egentlig er ok med at se ud som du gør, når du er alene??

Og det store generelle spørgsmål:
Hvordan skal man se ud for at man kan elskes??

Spiser du de ting du har fået at vide er dem der skal gøre dig glad eller spiser du de ting som du rent faktisk har opdaget gør dit liv til et bedre sted at være??
Hvad det angår er små børn så dejligt simple, hvis de kan lide maden sluger de den og hvis de ikke kan lide den spytter de den ud.
Spørgsmålet er om du får dit barn til at spise noget det spytter ud??
og har du i givet fald tænkt over, at du dermed fortæller barnet at voksne gerne må tvinge en til noget man ikke kan lide??

Skal man være enig med de mennesker man omgås og er venner med, eller kan man faktisk godt holde af hinanden, selvom man har vidt forskellige synspunkter på livet?

Hvordan må man vise følelser og hvilke følelser må man vise??
Finder du det upassende når nogen kysser hinanden på en offentlig plads?
De er bare glade for hinanden, hvorfor støder det dig?
Eller kan du glæde dig inderligt på deres vegne over at de har fundet kærligheden??
Hvordan har du det med mennesker der smiler til dig på gaden?
Har du selv tænkt over at hvis du ser noget negativt i et smil, så er det faktisk kun dig der tillægger et smil noget negativt??


Hvordan ser det perfekte parforhold ud?
Hvordan taler man sammen i det perfekte parforhold?
Hvor har du din viden om det perfekte parforhold fra.
Er det fra film, er det fra de forbilleder du har i din familie??
har du nogen sinde sat dig ned og tænkt over hvad samvær med andre mennesker egentlig gør ved dig?
Er du sammen med mennesker der gør dig glade, eller er du sammen med mennesker du mener du bør være sammen med??
Er man enige om alt i et parforhold?
Og i givet fald, hvorfor er det vigtigt at man altid er enige?
Kan man ikke elske hinanden, selvom man er uenige??

Hvordan opdrager du dine børn?
Er det fordi du opdrager dem til at være glade eller til at være ”rigtige”?
Hvilke følelser tillader du dit barn at have og hvilke følelser forsøger du at få barnet til at undlade at vise??
Hvordan lærer du dit barn at håndtere de følelser det har??
Hvorfra har du din viden om børneopdragelse?
Er det de standarder du har med fra dine forældre, noget du har læst i en bog, eller har du bare prøvet noget nyt igen og igen til du fandt en måde der gjorde både dig og dine børn glade??

Og når du nu har udråbt mig til at være en selvhøjtideligt idiot som ikke fortjener så meget spalteplads, har du så tænkt over hvorfor det jeg har skrevet har provokeret dig??
Har du tænkt over hvorfor du ikke har lyst til at stille dig selv de spørgsmål, jeg har skrevet ned??