06-03-2016

tanker om træning.

Søndag kaffe, tid til den sædvanlige eftertanke.

Ja det var jo egentlig meningen at jeg ville ud at gå min sædvanlige tur i nordsjællands smukke natur.
Bare lige for at få dagens motion.

Jeg hader den lortesne.
Ikke at jeg undlader at være udendørs bare fordi det er koldt, meen, jeg er altså også en anelse mageligt anlagt.

Heldigvis giver den beslutning mulighed for en helt anden type træning.
Træning af den del af mig der sidder på bagsiden af mine øjne.

Og på den side af mine øjne er der altid hektisk aktivitet.

Og der er en ting jeg længe har undret mig over.

Det er virkelig oppe i tiden, at træne og motionere.
Jeg kender mennesker der har været i stor krise og begynder at træne for fuld skrald.

Men jeg synes at der er en sær ting
Hvorfor er der ikke samme fokus på mental træning som der er på fysisk træning??

Jeg har for nyligt haft glæden af at tale med mennesker der har knoklet hårdt på for både at tabe sig og for at komme til at se bedre ud.
Og de var virkelig overraskede over at de havde nået deres mål, men egentlig ikke var blevet gladere.
Jo de var glade når de trænede.
Det var mere når de kom hjem og igen måtte se at de stadig er alene og har ondt i livet.
Overspringshandling var et ord man måske kunne tænke der........

At de selv og andre syntes de var blevet tynde og smukke.
Det må eddermaneme også være øv at se pissegodt ud og stadig ikke kunne tiltrække den ”rigtige”.

Det er tilsyneladende lettere at affinde sig med at man tænker som man gør end at affinde sig med at man ser ud som man gør.

Men hvad gør egentlig ens liv lettest??
At ændre sin måde at tænke om sig selv og andre, eller at ændre på sit udseende
og sit kondital.

Hvor mange bruger lige så meget tid på at tænke over hvordan de skal være omgængelige, glade og anstændige mennesker, som de bruger på at tænke over deres udseende??

Jeg taler med rigtig mange mennesker, også om de rigtig svære ting i livet.
Fælles for dem der har det svært er at de er utroligt lydhøre overfor metoder til at undgå at mærke efter hvordan de egentlig har det.
De fleste vil heller løbe eller gå til mange timers hård træning, end at sætte sig ned og mærke efter om de faktisk er glade for det liv de lever.

Meget interessant er der gået lidt inflation i at sige:
jeg er som jeg er accepter mig som jeg er ellers er du forkert.
Spændende at mange åbenbart ikke accepterer deres eget udeende, men forventer at andre skal acceptere deres handlemåder.

Jeg er jo hjertegribende naiv, men jeg har en tro på at det vil komme op i tiden at træne i at være et godt, anstændigt og vidende menneske der arbejder på at gøre sit eget og andres liv bedre og lettere at være i.

Jeg har bare en underlig fornemmelse af at som tingene ser ud lige nu, er der virkelig mange der tror at deres personlighed eller deres facon at tænke om sig selv og andre, er noget man ikke kan arbejde på at ændre eller forbedre.

Indrømmet, det er væsentligt lettere at fortælle folk at de ser godt ud, end det er at fortælle dem at de er pestilenser at være sammen med.
Men hvor gør man egentlig folk den største tjeneste??

Jeg vil i hvert fald selv håbe at folk er sammen med mig fordi jeg er et rart menneske og gør deres liv gladere, end jeg håber de er sammen med mig fordi jeg ser så forbandet godt ud.

Faktisk havde de gamle grækere allerede fundet sammenhængen for over 2000 år siden.
I deres træningshaller trænede man både legeme og hjerne.
En sund sjæl i et sundt legeme.
Begge elementer skulle trænes.
Som jeg ser det smuttede der vist lige en lille ting undervejs fra antikkens Grækenland.
Man får ikke konsekvent en sund sjæl af at træne sit legeme.
Man bliver stærkere i præcis det man træner.

En virkelig langt ud tanke kunne jo være at det er virkeligt svært, at se på folk om de er søde og rare at være sammen med, men en del lettere at se om folk ser godt ud jævnfør samfundets skønhedsideal??

Men det er jo også pisselet at sidder her en doven søndag med sin kaffe og være selvtilfreds over at være småfed, almindelig og have gået en skøn tur i skoven med Undersåt.
Ikke fordi vi skulle træne, men fordi det alligevel var for surt at blive indendørs, og at det er skønt med skoven i slud og godt selskab.