Aktuelle indlæg fra en enlig far

07-11-2015

Nu rabler det for Bertelsen

Det er lørdag, ungerne er med deres bedstemor i biffen.
Hvad er så mere naturligt end at tilbringe eftermiddagen i værkstedet, med noget svejsning og deraf følgende nye spændende brændemærker.

Og jeg har gået mange timer i det værksted.
Der vil HELT sikkert være dem der vil påstå at jeg har været FOR mange timer i det værksted.
Men det er mit sted.
Der lugter fælt af en blanding af svejserøg, vinkelsliberskiver og diverse kemiske produkter.
Mit sted hvor jeg ofte tænker over ting jeg oplever, det samfund jeg lever i, mennesker jeg møder.

I dag tog min tankerække sit udgangspunkt i at min svejsemaskine faktisk producerer temmelig meget af luftarten Ozon.
Den er giftig for mennesker men åbenbart temmelig gavnlig, når bare den når ud til det lag af Ozon, der beskytter jorden mod stråling.

Til min ret store irritation opdagede jeg at jeg faktisk selv går og er lidt bange for det der globalopvarmning.
Egentligt pudsigt, for jeg kan faktisk ret godt lide at det er næsten 15 grader i november, og jeg ved egentlig ikke om det overhovedet passer, eller om det bare er usædvanligt varmt.

Og så slog det mig hvor meget af det nuværende liv jeg og andre lever, der egentlig er styret af en frygt for noget.

Her er der temmelig sikkert mange der vil stritte imod og sige at de ikke er bange og at det ikke er frygt der driver rigtig mange af deres handlinger og deres meninger.

Men se på den politiske dagsorden.
Set fra min side slipper politikerne afsted med nogle horrible beslutninger og det forplanter sig hele vejen ned igennem systemet ned til dem der skal udføre deres arbejde på grundlag af en lovgivning.

Første eksempel er faktisk et fra en gammel veninde:
Hun er pædagog.
Hvis ikke hun var bange for konsekvenserne af at sige sig arbejde op, ville hun så vælge at blive ved med at være pædagog under de forhold der er nu??
Og hvordan ville virkeligheden se ud for de politikere der har taget beslutningerne, hvis alle pædagogerne siger op??

Et eller andet sted, synes jeg at det er spændende at tænke over at mine børn bliver passet af nogen der føler sig presset og som faktisk bliver i deres job af frygt.

I tidernes morgen sagde en yngre og næsten nyuddannet Bertelsen sit job som pædagog op, fordi jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle kunne forsvare at passe folks børn på en anstændig og forsvarlig måde, med det syn der var på pædagoger og deres arbejde.

Der er virkelig mange mennesker der går ned med stress.
Mon de ville lade sig byde den hverdag, hvis ikke de var bange for hvad der ville ske, hvis de ikke havde det arbejde der giver dem stress?

Ville den mellemleder der ikke var bange turde sige nej til en ny beslutning fra ledelsen?
Eller ville vedkommende stadig sætte noget i værk som vedkommende faktisk ikke se kan lykkes?

Tænk at min hverdag måske er styret, af en chef der er så bange for at miste sit arbejde, at vedkommende siger ja til noget velvidende at det ikke kan lade sig gøre?

Nu er jeg ikke ekspert, men jeg kunne da godt forestille mig at sådan en beslutning kunne give stress til de medarbejdere der får en ordre om at løse en umulig opgave?!?

Ligner flygtningedebatten noget der er drevet af dyb saglighed, eller ligner den mest noget hvor nogle politiske partier konstant formår at puste til den frygt vi har for fremmede?

Kig på rigtige meget at det der bliver delt på Facebook.
Jeg har ikke tal på det, men se hvor mange gange at avisartikler med den unge knivstukne mand er blevet delt.
Ingen diskussion om at det er ganske forfærdeligt for hans familie, men jeg savner at læse artiklerne om hvor mange gange der IKKE er blevet stukket nogen ned.
Alligevel ved jeg allerede nu at politikerne med frygten i ryggen, endnu en gang vil stramme knivloven, selvom de tidligere stramninger ikke gjorde knive mindre aktuelle i sammenhænge med vold.
Gad vidst om unge ville have kniv med i byen, hvis ikke de var bange for noget??

Og helt nede på familieplanet:
Gad vidst hvor mange skilsmisser der ville være hvis man aldrig var bange for at blive forladt når man sagde sin mening eller gav udtryk for sine ønsker??
Gad vidst hvordan verden ville se ud hvis børn ikke var bange for at få skældud?

Gad vidst hvor bange jeg ville være for at miste mit arbejde, hvis jeg til hver en tid vidste at mine børn ville elske mig og i øvrigt klare sig fint, selvom vi måtte flytte fra det store hus og alle forbrugsgoderne?

Vil mine børn klare sig fint selvom jeg ikke bruger spelt og i øvrigt bager selv?
Vil jeg kunne være glad selvom jeg ikke overholder sundhedsstyrelsens henstillinger om at træne 30 minutter dagligt, eller er jeg bange for konsekvenserne af at gøre som jeg selv finder bedst?

Jeg er godt klar over at det jeg beskriver er Utopia, men kald det vil du vil.
Jeg kalder vores nuværende situation for styret af frygt.

Frygt er en fantastisk ting, den kan holde folk fast med et jerngreb, uden at der reelt er nogen konsekvenser for ens evne til at være i live.

Vores nok så bekendte jantelov er et fantastisk eksempel på at styre med frygt.
Frygten for hvad andre vil tænke er sommetider nok til at man lader være med at gøre de ting der ville gøre ens liv bedre og gladere.
Janteloven som er loven uden straframme og som straffer en selv når man overholder den!!!

I min verden findes der to slags mennesker:
Dem der er styret af deres nysgerrighed, og dem der er styret af deres frygt.
Begge egenskaber er to følelser der ligger til grund for måden at se på fremtiden.

Selv er det jeg er mest bange for, uvidenhed og at mennesker vælger at agere på baggrund af deres frygt og ikke på baggrund af deres viden.

Jeg voksede op under den kolde krig og det var frygt for fuld drøn.
At en eller andet sad et sted i verden og følte sig så truet at vedkommende trykkede på den store røde knap.
Frygten er stadig et fantastisk politisk virkemiddel og vi har selv givet magten til dem der påstår at kunne fjerne den frygt vi selv har været med til at skabe.

Det helt store spørgsmål der står tilbage og som jeg ikke helt selv kan svare på, er hvem der egentlig har glæde af frygten.
Umiddelbar ved jeg at jeg ikke bliver gladere af at være bange, jeg bliver faktisk kun bange.

Er dit liv styret af frygt, og hvad ville du foretage dig hvis ikke du var bange?

Det er selvfølgelig bare mig der muligvis har haft næsen lidt for dybt i cellulosefortynderen, og selvfølgelig lever danskere i et velfærdssamfund ikke i frygt.

05-10-2015

Der er noget ved søndag.
Det er for mit vedkommende den dag hvor ugen ligesom er faldet til ro, og det er tid til at reflektere over tilværelsen.
Sådan efter en dejlig søndag i selskab med en gammel ven, som det i øvrigt er alt alt for lang tid siden jeg sidst har snakket med, sidder jeg i min racerkontorstol med firepunktssele og tænker over om jeg egentlig bruger tiden fornuftigt.

Helt generelt er jeg faktisk en anelse doven og kan faktisk ret godt lide når tingene er overskuelige og det gør slet ikke noget hvis der ikke er alt for meget at overskue.
Her sidder jeg så godt fastspændt og med en kop kaffe og tænker:

Hvad er det egentlig værd at bruge tid på??

Jeg kunne godt bruge tid på at spekulere over hvor forfærdeligt det er i mellem østen.
MEN jeg er faktisk godt klar over at jeg ved alt alt for lidt til at kunne tillade mig at have en mening.
Og helt ærligt.
Jeg er for doven til at tage derned og forsøge at gøre noget ved det.
Selvom jeg skriver min mening ned med meget store bogstaver på et stykke papir, så vil den næppe have ret stor betydning, med mindre jeg også lægger noget handling bag mine ord.
En masse andre kunne være enige i det jeg skriver, men de ville heller ikke rykke tommelfingeren ud af røven og rent faktisk gøre noget.
Men vi ville helt sikkert kunne være enige om at ”det er da for galt”.

Jeg kunne også læse en hel masse om den politik der føres i dagens Danmark.
Og jeg kunne bruge afsindig meget tid på at harmes over de politiske løsninger der kommer ud af den facon folkestyret virker i Danmark.
Men hvis ikke jeg tager min egen viden og meninger så alvorligt at jeg rent faktisk forsøger at råbe de ansvarlige politikere op og kun fortæller min nabo om hvor harm jeg er, så er det spild af mening og tanketid, og det jeg selv vil katagorisere som brok.
Det er bestemt ikke utænkeligt at jeg her nede på bunde kunne få en ide til en løsning der ville være bedre end de nuværende løsninger, det nytter bare ikke ret meget hvis ikke jeg forsøger at fortælle de mennesker der rent faktisk kan bruge den løsning til noget om min opdagelse.

Jeg kunne også harmes over hvordan naboen opdrager sine unger.
Ingen tvivl om at alt det andre mennesker gør og som undrer mig er noget jeg kunne bruge lang tid på at tænke over og harmes ved.
Der er bare den lille detalje at det rent faktisk ikke rager mig.
Hvis naboen er glad for sit liv, så gør det absolut ingen forskel hvad jeg tænker om ham.
Skulle han en dag, spørge mig om et godt råd til børneopdragelse, eller havebrug, så kan jeg tillade mig at tænke over det, og komme med min mening.

Jeg kunne helt sikkert bruge enormt meget tid på at tænke over hvad andre mennesker kunne tænkes at tænke om min person.
Jeg kunne endda lade mine egne tanker om hvad andre måtte tænke om mig, styre mit liv.
Det ville være lige for, at lade være med at sætte fartstriber på sin bil, for hvad ville folk da ikke tænke??
Jeg kunne også vælge at tænke over hvad folk tænker om det tøj jeg går i, og så lade min egen illusion om at jeg er så vigtig at folk rent faktisk har tænkt over hvordan jeg ser ud, styre mit tøjvalg.
MEN:
Hvad hvis andre slet ikke tænker over fartstriberne på min bil?
Hvad hvis jeg er så kedelig og anonym at ingen har tænkt over hvordan jeg ser ud?
Så har jeg gjort mig en masse tanker om hvad andre kunne tænkes at tænke om mig, uden at de overhovedet har tænkt og endda ladet det styre mit liv.

En ting jeg synes der er værd at bruge tid på, er at tænke over hvor godt jeg egentlig har det og hvor glad jeg egentlig er.
Her kommer et moralsk dilemma.
Må man gerne være glad og tilfreds og endda skrive om det, når nu verden er så forfærdeligt et sted?
Kald mig bare en naiv bonderøv, men jeg kan ikke på nogen måde se at verden skulle blive et bedre sted af, at jeg går og gør mig selv ulykkelig over problemer jeg rent faktisk ikke har.
Jeg lever i et land hvor det er muligt at disponere sit liv, så man, som enlig far har mulighed for at have tre biler, eget hus og spise sig mæt hver aften.
Jeg elsker at mennesker jeg møder, smiler og hilser på mig.
Måske de gør det fordi jeg husker mig selv på at smile og hilse når jeg møder andre mennesker??
Stort set alt jeg foretager mig i mit liv er styret af en grundtanke, nemlig at jeg gerne vil være glad.
Og tænk en gang, den mulighed har jeg faktisk.
Jeg kan selv vælge om jeg vil se på alt det sure i mit liv og lade det styre, eller om jeg vil se på alt det der rent faktisk er fantastisk, og lade mig glæde over det.
Glæde, lykke, vrede og had er fire ting der har en ting til fælles.
De spreder sig mellem mennesker.
Prøv at tænke over hvor svært det er at være sur når man ser nogen grine hjerteligt.
Som jeg ser verden, må man gerne være glad og gerne arbejde på at gøre sit liv så lykkeligt og problemfrit som muligt så længe det ikke skader andre.
Meen altså, jeg er nok bare en naiv drengerøv..........
Jeg må helt sikkert se at blive voksen og alvorlig............og huske at brokke mig over at priserne på den gode rødvin er steget.

16-08-2015
  • Sidder en sædvanlig doven søndag formiddag, og lader mig adsprede af de sociale medier.
    En af mine venner har delt en video med en ung pige der står i bikini på en plads i London.
    I sin nøgne sårbarhed søger hun at skabe opmærksomhed på at 60% af voksne mennesker, har det dårligt med den måde de ser ud på.
    God måde at skabe opmærksomhed omkring den ,i mine øjne ekstreme fiksering, på udseende.
    Det er bare ved at være en rigtig kedelig trend i den moderne verden.
    At skabe opmærksomhed på problemer.
    At råbe op om noget, alle kan være enige om er et problem, men udelade at skabe opmærksomhed på det der reelt er problemet, nemlig manglen på løsninger.
    Selv må jeg indrømme at den video har fået mig op nær det røde felt.

    Jeg synes det er en virkelig god ide at skabe opmærksomhed på vores måde at se på udseende.
    Men når jeg ser sådan en video med en ung pige der stiller sig op, så kan jeg ikke undgå at tænke over hvordan samme video ville have været modtaget, hvis det have været en kvinde i 50eren med den krop der kan følge med børnefødsler, livet, slid osv?
    Gad vidst hvor tolerante menneskerne på pladsen i London havde været, hvis det var en mand der ,i Olsenbanden-terminologi, er småfed og almindelig?

    Ingen diskussion, emnet er nok noget af det mest vigtige at tage stilling til.

    Det er bare ikke nok at skabe opmærksomhed eller at stille os op og være kollektivt forargede over at samfundet er forfærdeligt.
    Der mangler noget, når man søger at skabe den opmærksomhed.
    Den grundlæggende inkvisitive tankegang.
    Hvorfor opstod problemet?
    Hvem sætter egentlig standarderne for ”det rigtige” udseende??
    Hvem har noget positivt ud af at 60% af menneskerne føler sig skidt tilpas med deres udseende?
    Man kunne f.eks tænke sig at nogen tjener virkelig mange penge på menneskers utilfredshed med deres udseende, selvom jeg ved godt at tanken er virkelig langt ude.
    Et spørgsmål som kunne følge er:
    Vil jeg gerne være med til at gøre nogen meget rige med min egen utilfredshed med mit udseende??

    Gandhi sagde: vær i verden som du gerne vil have at verden skal være.

    Kan vi som menneskehed overhovedet forestille os den verden der ville være, hvis vi ikke længere tænkte over andres udseende?
    Hvis ikke vi skal fokusere på hinandens udseende, hvad skal vi så fokusere på ved andre mennesker?


    I stedet for at være kollektivt forargede, så kunne et godt sted at starte være en selv.
    Hvis jeg ikke selv er særligt begejstret over at blive bedømt på mit udseende, hvorfor dømmer jeg så andre på deres?

    Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var sikker på at være en man kan elske, uanset hvordan jeg ser ud?

    Hvis jeg kunne vælge mellem at se godt ud eller være glad, hvad ville jeg så vælge?

    Hvad gør mit liv lettest? At fokusere på andres og mine egne fejl, eller at fokusere på de positive ting ved dem og mig?

    Er jeg bange for at andre dømmer mig lige så hårdt som jeg dømmer dem??

    Selv er jeg absolut ikke bedre end andre.
    Men jeg prøver at blive lidt bedre hver dag, end jeg var i går.
    Jeg tror det var Hemmingway der skrev:
    ”Der er intet ædelt i at være sine medmennesker overlegne, kun at være sit tidligere ”jeg” overlegent”.
    Jeg kender mine egne svar til de spørgsmål jeg har stillet.
    Men jeg har for længst indset at ikke ret mange har noget at bruge mine svar til.

    Indtil den dag hvor vi ser os selv som den del af samfundet der kan ændres, ændrer intet sig.

    Til den dag kan vi kun være enige om at være sure og forargede.



15-05-2015

Forår, fridag, ting der skal gøres.
Det er også lige tid til en kop kaffe og eftertanke.
Menneskeheden er en spændende race på jorden.
Vi er så vidt vides den eneste race der har en bevidsthed om at vi rent faktisk er i live.
Vores hjerner er udviklet gennem mange årtusinder til at lære af vore negative erfaringer.


Og en anden spændende ting.
Vi er også dem der konstant arbejder for at få det bedre.
Selv de ting vi ikke har godt af, gør vi for at få det bedre.

Et indlysende eksempel er mennesker med et alkoholproblem.
Det er helt sikkert ikke godt for dem, men når de drikker får de det bedre..
Alle der har siddet med en Treosjus i solen, dagen efter en 380 hestekrafts brandert ved at der er noget om at alkohol faktisk ikke nødvendigvis er gavnligt.
Oven i at man så bruger et kemikalie til at bekæmpe en selvpåført smerte.
Jeg tror ikke at alkoholikerne drikker fordi de gerne vil have det dårligt, bare en tanke.
Dejlig nemt eksempel ikk??
Selv er jeg afhængig af nikotin, jeg ved godt at det ikke er gavnligt, men jeg får det bedre af at patte på min E-cigaret.
Stadig et godt og let eksempel, der vil være dem der nu sidder og tænker:
Ha, jeg hverken ryger eller drikker.
Nej, men hvad med dem der hver dag går på et arbejde der giver dem ondt i sjælen og stress??
Jeg vil vædde på at de mennesker der slæber sig på at arbejde der mistrives på, faktisk går derhen fordi de gerne vil have det bedre.
Om ikke andet, så for at have følelsen af at have gjort det rigtige eller for at få det bedre sidst på dagen hvor kravene og travlheden er overstået.
Man kan godt have ondt af den kvinde der konstant finder sig en kæreste der slår hende.
Jeg vil godt garantere for at hun forelskede sig i ham fordi hun ville gøre sit liv bedre.
Manden med sin drøm om et succesrigt firma, men som til gengæld ikke er hjemme hos familien, gør det garanteret ikke fordi han vil have det dårligere eller gå glip af sine børns barndom.

De tanker vi gør os er faktisk det ultimative eksempel på vores trang til at få det bedre.
Mennesker der igen og igen tænker over fortiden, og hvad der gik galt.
Jeg er helt sikker på at de ikke gør det for at få det dårligere, men spørgsmålet er om det gør deres liv bedre af, endnu en gang at endevende en fortid de alligevel ikke kan ændre??
Bekymringer om hvad der skal ske i morgen.
Jeg er overbevist om at man tænker tanken for at få det så bedre i morgen, men er ens liv bedre mens man tænker tanken om noget, man reelt ikke kan styre??

Drivkraften er at vi hele tiden arbejder på at få det bedre.
En fantastisk drivkraft som har skabt fantastisk ting.

En ting der ikke kan udelades i ”jeg arbejder for at få det bedre”-regnstykket, er evalueringen af resultatet.
Jeg gjorde hvad jeg gjorde for at få det bedre.
Fik jeg det rent faktisk bedre??

08-03-2015

Kvindernes internationale kampdag:

8 marts er kvindernes internationale kampdag.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over om det så betyder at de øvrige 364 dage i året så er mændenes kampdage??
Jeg kan i hvert fald se på mit eget liv.
Og det er faktisk rigtigt positivt at se i lyset af ligestillingsdebatten.
Faktisk tror jeg at det var mig der vandt kvindekampen.
Hvis vi undtager at blive gravid og føde, så kan og må jeg faktisk alt det kvinder også kan.
Jeg har gået hjemme og passet mine egne børn, jeg er en haj til at styre min husholdning, tøjvask, rengøring ja alt det min bedstemor have monopol på at lave og holde styr på.
Hvis jeg skal være ærlig så er mine frikadeller et lysår bedre end min mors.
Flere gange er det lykkes mig at have makkere til samtlige sokker i tøjvasken.
Så jeg tænker over hvad kvinder kan og må som jeg egentlig gerne ville have mulighed for at kunne.
Hrmmm, ikke noget, måske udover at føle mig naturligt godt tilpas i pink......
Hvad jeg derimod kan tænke over er alt det jeg oplever med kvinder, som jeg godt nok er glad for at jeg IKKE gør.
Personligt synes jeg at kvinder er fantastiske.
MEN det er der rigtig mange kvinder der ikke selv synes at de er.
Jeg oplever kvinder der er helt utroligt hårde ved sig selv.
Det er virkelig mange krav de kvinder jeg har kendt og kender stiller til sig selv for at være gode nok.
Jeg kender rigtig mange kvinder der læser blade om hvordan de skal se ud.
Selv kunne jeg ikke finde på at læse om hvordan jeg skal se ud, det vigtigste for mig er om jeg har det godt med at være mig, så må de mennesker jeg møder, jo tage mig som de møder mig.
Disse kvinder der i mine øjne er ganske fantastiske, arbejder ofte hårdt på at se godt ud og føle sig tilpasse med deres krop.
Fitness, pilates, yoga, løb, alle mulige træningsting.
Selv er jeg ret godt tilfreds med min krop.
Den er en maskine og jeg gør hvad der skal til for at den virker.
Den kan spise, skide, bolle, sove, løfte tunge ting, gå langt, og reproducere sig selv og den får mig igennem min hverdag.
Rigtig mange af de kvinder jeg kender, læser bøger om hvordan man skal være en god mor.
Jeg har det væsentligt lettere.
Jeg har faktisk ikke åbnet en eneste bog om hvordan jeg skal være far.
Min rolle som far er en der tager sit udspring i hvordan jeg er som person.
De ting der gør mig selv glad er det jeg laver med mine unger.
Hvis de tuder trøster jeg dem, hvis de har brug for at snakke, så er jeg der.
Den mad jeg laver er noget jeg godt selv kan lide at spise og lave.
Jeg har ikke læst kilometervis af bøger om ”den rigtige kost” som jeg oplever mange kvinder gøre.
Opsummeret oplever jeg det at være mand som enormt let.
Det er ikke mit indtryk at det er specielt let at være kvinde.
Jeg tror bare at det er kvinderne selv der gør det unødigt svært at være kvinder.
Min egen tese om forskellen er at jeg VÆLGER hvordan jeg vil være i livet og tager de knubs der kommer ved at være mig.
At de kvinder jeg kender og har kendt har en masse ideer om hvordan de SKAL være.
Napoleon sagde: den største sejrherre en den der har besejret sig selv.
Med fare for at få samtlige kvinder i verden på nakken, vil jeg vove den påstand at kvindernes eneste fjende her på kampdagen er dem selv.
Jeg synes at rigtig mange kvinder kæmper enormt hårdt for at føle sig rigtige, og det er virkelig ærgeligt, for tænk hvis de allerede er gode nok som de er.??
Jeg har kendt og kender rigtig mange kvinder, og jeg oplever dejlige gode mennesker, der desværre ikke selv kan se hvor gode de EGENTLIG er.
Så jo jeg vil stadig påstå at jeg vandt kvindekampen.
Jeg gad ikke på nogen måde gøre mit liv så svært for mig selv, som jeg oplever mange kvinder gøre deres eget liv.