At have lært det rigtige af sit tidligere parforhold

At blive skilt er absolut ikke sjov.
Faktisk tror jeg at rigtig mange der har gennemgået en skilsmisse, er meget hårdere ramt end de selv tror.
Jo det første der kommer er selvfølggelig en lettelse over at det nu er slut med at være i konflikter og et dødt parforhold.
Men der er også sorgen over alt det mistede.
Tabet af den identitet man havde som ægtefælle, forælder, kæreste, illusionen om kernefamilien, at man skulle blive gamle sammen osv.

OG det gør så herrenaller.

Så herrenaller, at de fleste vil gøre næsten hvad som helst for ikke at skulle opleve den smerte igen.

Det logiske ville så være at undlade at forsøge sig med parforhold igen.
Det er absolut en løsning, men i mine øjne en løsning der strider imod menneskets inderste væsen.
Der er faktisk ikke mange der ikke leder efter en partner, men efter en skilsmisse har man bare fået tilegnet sig nogle erfaringer, som nu kommer til at ligge til grund for det næste forhold man vil give sig ind i.
Forståeligt nok, bortset fra at man muligvis har lært noget man ikke kan bruge.
Jeg har ikke tal på hvor mange gang jeg har hørt nogen sige.
"nu skal jeg bare finde den rigtige".
Underforstået at alle dem man tidligere har været sammen med er forkerte.
Det er sjældent at høre:
"Nu skal jeg bare lære at undgå at lave de samme fejl som jeg plejer"
Der er bare den detalje at den eneste gennemgående person der er i alle ens forliste forhold er en selv.
Det er derfor det er enormt vigtigt at få set ordentligt på sine tidligere forhold.
Set sin egen rolle, set hvad man ikke kunne løse og hvorfor.
Desværre er mennesket sådan indrettet at vi lærer ubevidst af vores negative oplevleser.
Jeg har lagt mærke til at rigtig mange faktisk bare har haft en lang række at oplevelser, hvor det eneste de har lært er hvad de IKKE vil.

Jeg vil ikke leve i et ægteskab hvor der er konflikter.

Fint statement og jeg tror ikke at der er mange der er uenige.
Er pointen så at jeg bare skal finde en, hvor jeg altid er enig og vi aldrig skændes??
Jeg mener ikke det er muligt at finde et menneske i verden, som jeg ikke på et eller andet tidspunkt vil blive uenig med.
Hvis ikke vi løser uenigheden så vokser det sig før eller siden til den konflikt jeg gerne vil undgå.
Med andre ord er det forhold jeg leder efter, hvor der ikke er nogen konflikter, kun muligt under to forudsætninger.
Enten er vi aldrig uenige, eller også må vi finde ud af en måde at være uenige på.
Har du fundet ud af hvordan du selv tackler uenighed??
Hvis du føler at det er tab af kærlighed eller tryghed når man er uenige, så har man en opgave foran sig.
Hvis du kan elske et andet menneske selvom i er uenige, så er det første ihvertfald på plads.
jeg vil vove den påstand at der aldrig er konflikter i parforhold hvor man kan håndtere at være uenige og samtidigt elske hinanden.
Kan du selv se at det udvikler dig som menneske at finde løsninger på uenighed sammen med et andet menneske??
At det faktisk tømrer jer sammen når I finder løsninger sammen??
Kan du det så har du et godt fundament for at klare dig i et parforhold.

Her gik jeg så fra noget jeg IKKE vil, til noget jeg ved hvordan skal se ud, altså noget jeg gerne vil.

Jeg vil leve i et forhold hvor vi kan håndtere uenighed på en konstruktiv måde.

Et par yderligere spørgsmål du kan stille dig selv er:

Kan jeg tåle at vi er uenige?
Hvordan har jeg tidligere håndteret uenighed??
Var min egen håndtering af uenighed med til at skabe de konflikter der fik mit forhold til at gå i stykker??
Hvis vi ikke en gang kan tåle at være uenige, så kan vi ihvertfald slet ikke forhandle et kompromis på plads.
Hvad enten man vil det eller ej, er et parforhold opbygget på et hav af kompromisser, udtalte såvel som ikke udtalte.
Hvor mange gange i dit tidligere parforhold bøjede du bare nakken og sagde "ja ja" fordi du ikke orkede at tage snakken om hvordan I begge to kunne blive tilfredse?
Med andre ord var det altså dig selv der var årsag til din utilfredshed.