Det moderne parforhold.
.
Lad os være fuldstændigt ærlige.
Jeg har intet at bruge en kvinde til i mit liv.
Hvorfor ikke??
Næ jeg kan det hele selv.
Den kvikke læser vil nok lige vrænge på næsen her og sige:
”arhhh kan det nu også passe?”
Ja det kan det faktisk godt.
Jeg har fået de børn jeg skal have, så sex ville i givet fald kun være for sjov.
Ser jeg helt kynisk på det, så ville det eneste fysiske behov i forbindelse med at være sammen med en kvinde være sex, resten kan jeg selv.
Dog ved jeg at jeg søger en kvinde at dele mit liv med.
Underligt, for mine erfaringer siger mig at kvinder er problemer.
Men jeg ved at jeg søger en kvinde at dele mit liv med.
Jeg hader inderligt at være alene om beslutninger og hverdag.
Jeg er faktisk virkelig god til hverdag og til at få alt til at spille max.
Dog ved jeg, at mine egne løsninger kun er det bedste jeg kan finde på.
Mine løsninger som jeg alene finder på, er langt fra de bedste, det er bare min løsning på den udfordring jeg står med.
De løsninger jeg finder i selskab med et andet menneske, er langt bedre end mine egne løsninger.
jeg ved at jeg kan lære enormt meget af andre, specielt kvinder.
Jeg søger nærheden, venskabet, berøringen, den dybe kærlighed, som gerne skulle resultere i et dejligt og trygt sexliv.
En jeg kan gramse på mens vi er sammen, en at smile sammen med, en at fortælle om min dag og alt der har været i den.
En der kan nusse mit hår når min dag har været hård, en jeg kan nusse når hendes dag har været hård.
En at opleve livet sammen med, en der oplever livet anderledes end mig og som får mig til at se nye vinkler på livet, alene fordi hun oplever og fortæller.
En der får mig til at blive en bedre version af mig end når jeg er alene i livet, en der kan se at jeg med min skæve tankegang kan få hende til at se sig selv som den bedste version af sig selv.
En hvor jeg hver eneste dag ville ønske at jeg kunne se mig som hun ser mig.
En som ville ønske at hun selv forstod hvor fantastisk jeg ser hende.


At have en partner eller ægtefælle er noget de fleste søger.
Det at have en at dele livet med.
Og netop det at dele livet med er i min verden nøgleordet i det moderne ægteskab eller parforhold
For det er præcis hvad vi vil dele der efter min mening er det store dilemma.

Faktisk er der i den moderne familie et hav af ting vi skal deles om.
Der er tre faktorer i det moderne samliv.
Dig, mig og os.

På vores bedsteforældres tid var rollerne meget mere opdelte.
Mor stod for hjemmet og far stod for indkomsten

I det moderne parforhold er der langt flere ting vi skal deles om, og langt mere vi kan blive uenige om.
Vores fælles projekt hedder familie med de arbejdsopgaver det indebærer.
Dit arbejde, mit arbejde og det fælles projekt der hedder hverdagsopgaver.

Alt for ofte er oplevelsen at man deler sig om ting man kunne være fælles om.
”du laver mad, jeg vasker op”
I det scenarie er der kun dig mig, intet os.

Madlavning skal gøres og der skal vaskes op.

Når vi deler os op i forhold til opgaverne så er det tid vi ikke er sammen.
Hvis vi laver mad sammen og bagefter tager opvasken sammen, så er vi præcis det der skal til for at der også er plads til os.

Alt for mange har ikke opdaget fordelen i at hjælpes ad om opgaverne i dagligdagen så man får et godt partnerskab op at køre.
Det er i min verden, nærmest en åbenbaring når man opdager hvor gode løsninger man kan finde i fællesskab.
Fællesskabet der opstår når vi, er os.
Det spændende er at det er ikke ny viden.
Kan to virkelig forskellige mennesker arbejde sammen om at løse en opgave, så er løsningen stort set altid LANGT bedre end hvis kun den ene havde løst samme opgave.
Det ved man godt hvis man er håndværker, det ved man godt hvis man arbejder med produktudvikling, det ved vi godt når vi arbejder sammen med en god ven om en opgave.

Der er åbenbart mange der mangler denne indgangsvinkel når det kommer til samliv.

Alle der har været forelskede ved at der er tale om momentan sindsyge.
Personligt ville jeg ikke kunne holde til at være forelsket mere end et par måneder.

Så skal der altså ro på.

Det er her at vores evne til samarbejde og viljen til at være ”os” kommer ind i billedet.
”os ” som i det nære partnerskab og venskab der skal give og lyst til at være sammen.

Problemet er efter min mening at ”os” er en størrelse der ikke kommer af sig selv.
Der er vi nødt til at forhandle og tale med hinanden.
Helt modsat af forelskelsen hvor alt gik af sig selv.

Evnen til at se at kærligheden ikke er ved at forsvinde fordi man er uenige.
At se at man ”bare” er uenige og at uenighed kan løses via et kompromis man kan finde ved at tale sammen.
Hvis ikke man er sammen og kan tale sig til rette så vokser uenighed til konflikt.

Der er næppe mange der bliver skilt fra en de føler stort kærlighed til, som er en god makker og hvor der ikke er nogle konflikter.
Det jeg for det meste hører er at man føler sig ladt i stikken af den der burde have været makker, at kærligheden dør og at de mange konflikter til sidst var uløselige.

Der er i mine øjne et utroligt stort potentiale i det moderne parforhold, men der er også den store udfordring i at der skal tales meget mere om løsninger, der kan gøre dig og mig til os.