At opfinde sig selv i rollen som far

At være far.

Jeg har som tidligere skrevet, været hjemmegående med begge mine børn.
Det har været hårdt, det har til tider slidt på mig, men selvfølgelig er det ganske fantastisk at sidde med relativt store børn og konstatere at jeg selv så dem tage deres første skridt, selv hørte dem sige de første ord.

Da jeg fyldte 30 sad jeg aftenen inden min fødselsdag og filosoferede over hvad jeg manglede at få gjort i mit liv.
Og det eneste jeg egentlig måtte indse at jeg manglede, var at få børn.
Jeg arbejdede som pædagog og havde rigeligt med børn at gøre til dagligt.
Faktisk så meget så jeg faktisk havde det bedst med tanken om at børn var noget som andre fik og som jeg så skulle passe.

Et halvt års tid senere mødte jeg så mine børns mor, og hun havde så en helt anden tanke om det at få børn, nemlig at det skulle vi naturligvis.

En dag kom jeg hjem fra arbejde fik jeg så at vide at jeg skulle have barn.
Jeg kan jo kun fortælle hvordan jeg havde det, så det her er ikke historien om hvordan ”mænd” har det med nyheden om at de skal være far.
Det er historien om hvordan JEG havde det.
Og jeg gik totalt i panik.

Jeg havde et dejligt liv hvor børn fyldte det de skulle, nemlig på mit arbejde.
Resten af min tilværelse var meget privilegeret med at gøre alt det jeg godt selv kunne lide.
Det var absolut ikke nødvendigt at fylde børn i mit liv, for at finde på noget at bruge tiden til.

9 måneder er faktisk ret lang tid, så jeg faldt til ro med tanken om at jeg skulle have et barn.
Og havde så også lige plan A-Å, hvor plan Å var et melde mit til fremmedlegionen og aldrig se tilbage.

Egentlig havde jeg nogle elendige odds for at blive en god far.
I hvert fald efter min egen mening.
Min egen far havde forladt min mor da jeg selv var 1½ år gammel og han havde aldrig rigtigt spillet en rolle i mit liv.
Min stedfar er et rart menneske, men har egentlig aldrig rigtig markeret sig som forælder i forhold til mig.

Så jeg sad med tanken om at jeg måtte opfinde min helt egen facon at være far på.

Og langsomt fik jeg opfundet grundfilosofien for at skulle være far.
Jeg tror at jeg har et rimeligt realistisk syn på mig selv.
Som udgangspunkt tænkte jeg at jeg RIGTIG gerne ville lade være med at give mine egne dårlige sider videre til mine børn.
I min egen opvækst var fysisk kontakt absolut en stor mangelvare, det samme var trøst og nærvær.
Og jeg har levet hele mit liv med en tvivl om jeg overhovedet var elsket af mine forældre.

Den tvivl ville jeg ikke under nogen omstændigheder have at mine egne børn skulle vokse op med.
Så kram, fysisk nærvær og forudsigelighed var et af nøgleordene for mig selv i rollen som far.

Jeg har selv virkelig svært ved at give andre mennesker kram, men mine børn kan jeg kramme og nusse alt det det skal være, og det er faktisk også noget der gør mig selv glad.
Så helt grundlæggende blev min egen taktik som far, at give alt det gode jeg har i mig videre og så vidt muligt undgå at give mine egne dårlige sider videre.
Give mine børn alt det som jeg selv savnede, og forsøge at sikre mig imod at de en dag skulle gå med samme tvivl i sig som jeg selv har gået med.

Når jeg skriver alt det jeg selv savnede, så mener jeg ikke materielt.
Hvad det materielle angår, så har mine egne børn levet væsentligt mere stramt end jeg selv gjorde.
Det har faktisk aldrig været en problem at de måtte nøjes med brugte cykler og aflagt tøj.
Begge to har fra en meget tidlig alder fået en forståelse af penge og hvad man kan opnå ved at spare op.

Samtidig er en af fordelene ved min egen opvækst at jeg selv var nødt til at tage ansvar for mig selv ret tidligt.
Det ser jeg ikke selv som noget svigt, men som en styrke.
I dag ville nogen nok synes at det er fuldstændigt vanvittigt at lade et barn gå til børnehave selv, men det gjorde jeg altså.
Jeg har ikke læst nogle bøger om god børneopdragelse, men set på mine børn og forsøgt at lytte til deres signaler.

Jeg er af natur ret doven og ser ret langt ad vejen min rolle som værende ham der lige så stille og roligt overlader roret i mine børns liv til dem selv.
Det strukturerede omsorgssvigt.

De har begge to været gode til at signalere at de var klar til næste udfordring.
Til at tage bussen i skole, til at cykle i skole osv.

Men det jeg selv ser som den største gevinst er at jeg har to børn der stoler på mig, der ved at jeg er der når der er noget de ikke kan klare selv.
To unger der pludselig kommer ind og giver mig et kram. Ikke fordi de skal men fordi de pludselig fik lyst.
To unger der hjælper mig, ikke fordi de er presset til det, men fordi de selv ved hvor rart det er at blive hjulpet.

Der er ingen der er i tvivl om at det er mig der bestemmer, men hver gang vi skal have løst en opgave, tager vi en snak om hvordan vi gør det.
Jo mindre jeg skal bestemme og kommandere jo bedre går det og jo bedre venner er vi når vi fik lavet det vi skulle.

Jeg har været så privilegeret at have en masse tid sammen med mine børn, mens de voksede op.
Jeg hører ofte mennesker sige.
”Tænk hvor de børn, vokser hurtigt.”
Jeg er så heldig at min opfattelse af tiden der er gået, passer perfekt sammen med det billede jeg har af mine børn.