Undgå at overanalysere det tabte

Når man er blevet skilt ligger det så lige for at begynde at analysere hvad der gik galt.

Hvorfor gik det galt?
Hvordan kunne min partner få sig selv til at gøre som vedkommende gjorde?

Min egen erfaring er at det er næsten nyttesløst at forsøge at analysere situationer, som man når alt kommer til alt, faktisk ikke kan huske nøjagtig, ikke kan lave om osv.
Brug dit liv fornuftigt, og tag ind at du først og fremmest er ked af at livet ikke gik som du havde håbet.
Tag dig tiden til at sidde helt stille og græd over det der aldrig blev.

Jeg kender ikke ret mange der kan lide at sidde helt alene og være kede af det.
Men ikke desto mindre er det præcis det man er.
Man kan begynde at udtænke diabolske hævnsenerier, men tro mig uanset hvor meget du hævner dig, så vil du stadig være ked af det, når du er alene og der ikke er flere hævnplaner.

Skal du tænke over fortiden, så brug tiden på at tænke over alt det der ikke blev som du ville have ønsket dem.
Manglede du nærvær, ja så tænk over nøjagtigt hvad du ville have haft af nærvær.

Tænk over hvad du vil gøre i fremtiden for at give andre det nærvær du selv savnede.

Bruger du tiden på at sidde og udnævne en skurk der ødelagde dit parforhold, så udnævn dig selv til skurken med det samme.

Det giver dig nemlig muligheden for at se de ting du selv kan gøre bedre, og ikke de krav du kan stille til andre i fremtiden.

Facit er at du og din ex-partner ikke kunne få det til at fungere i mellem jer.
Du fik det ikke som du ville have det, men det var faktisk det samme for din partner.

Sammen kunne I ikke finde en løsning der gjorde jer begge to glade.

Årsagen til at I ikke kunne find ud af det sammen, var mangel på vilje, mangel på metode.

Kan du genkalde dig situationer, hvor nogen sagde et klart nej til at løse en uenighed, så kender du i hvert fald en rolle.

Når man skal arbejde med en stor sorg, kan det være nærliggende at forsøge at skyde sorgen og tankerne fra sig, men tro mig sorgen er der og den vælter dig en dag, hvis du ikke tager den ind og forholder dig til at den fra nu af, vil være en del af dig og din måde at være i verden på.

Jo mere positivt du lærer af sorgen, jo mindre vil den fylde negativt i fremtiden.

En lille øvelse jeg selv har brugt meget:
Sid helt alene og mærk hvordan dit åndedrag er.
Mens du puster ud siger du:
”jahhhhhhh, jeg er ked af det”
Din krop er i kampberedskab for at undgå det hug erkendelsen af sorgen vil være.
Når du bestemmer over dit åndedrag fortæller du din krop at det ikke er farligt at slappe af mens sorgen er i dig.
At analysere sin fortid, er at forsøge at lave noget om, som du under ingen omstændigheder kan ændre.

Du kan ikke lave fortiden om, men du kan se den i et lys der gør det muligt for dig at slippe for at gentage dine egne fejltagelser.

Kan du huske en situation, så tænk over hvad du gerne selv ville have gjort bedre eller anderledes i situationen.

Fortiden kan du kun ændre dit syn på, den kan ikke ændres.

Fortiden var en legeplads du faldt på, og det eneste du kan bruge det til er at tænke muligheder for ikke at snuble igen.

Når du har tænkt tanken om fortiden, vil din hjerne få dig til at tænke den samme tanke igen og igen.

Grib din tanke når du mærker den.
Tanken om fortiden vil føre dig det samme sted hen hver gang du tænker den, for der er ikke komme noget nyt til siden sidst du tænkte den.

Jeg havde selv en tanke der blev ved med at vende tilbage i forbindelse med utroskaben i mit ægteskab.

Jeg vidste at den kom stor set hver dag, næsten på klokkeslæt.
Hver gang jeg kunne mærke at den var der, så slog jeg over på et indre billede af en rosenbusk i min have.

Selvom tanken kommer af sig selv, så er det ikke farligt at lade være med at tænke den.
Det skulle gerne være et valg du foretager dig.
Er denne tanke værd at tænke?
Hjælper den mig mod mine mål?
Ville jeg gøre mig umage for at lære nogen jeg elsker at tænke denne tanke?
Ville mit liv blive dårligere hvis jeg kunne lade være med at tænke denne tanke??