Den enlige far på date.

At skulle finde sine fødder i datinguniverset efter 16 års ægteskab, er virkelig en oplevelse.

Først og fremmest at skulle beskrive sig selv, og dernæst hvad man egentlig søger efter.

Jeg gik virkelig til vaflerne og skrev så blodet stod fra neglebåndene.
Du godeste, en fantastisk profil jeg fik strikket sammen der.
Jeg var helt nede i blodtype og fik selv gennemskuet at jeg faktisk er helt enormt alsidig.
Faktisk blev jeg sgu selv lidt overrasket over at skrive sådan et salgs CV.
Og så lige det med det vellignende profilbillede.
Læste det hele igennem ganske grundigt en 2-300 gange og konstaterede at jeg faktisk måtte være det enhver kvinde måtte søge at tilføje sit liv.

Jeg lagde det på dating og satte mig og ventede i et par timer.
Sært nok ikke den store købsiver hos aftagerne af så fantastisk en vare.

OK, kiggede mig selv i spejlet, og besluttede at være lidt opsøgende.
Hold da op hvor der mange spændende kvinder bare i mit nærområde.
Eller ja det er de nok.
Hvis man er ridderen på den hvide hest og drikker rødvin over en hyggelig middag hele tiden, er der i hvert fald mange.
Hvis man er til skov og strand, er det også lige i skabet.
Mit arbejde foregår ved skov og strand og jeg er der også ret meget i min fritid, så den skulle jo være lige i skabet.
Og så var der faktisk ikke så skrækkeligt meget mere at læse.
Jo forresten de dyrker stort set alle sammen yoga, pilates eller fittness.
Så er der alle kravene til udseende og højde.
Nu skal jeg lige sige at jeg ikke er 187½ cm høj, sportstrænet, lyshåret eller bruger str 44 i sko.
MEN jeg ville heller ikke svare på en annonce hvor nogen søger en der rent faktisk ligner mig.
Hvis jeg læste at nogen søgte en 172 cm høj grøn trold, på omkring 100 kg, med gråsprængte tindinger, ville jeg heller ikke svare.

Jeg svarede på en del profiler, stort set alle dem der havde bare i nærheden af et indhold.
Og jeg fik svar fra ca 10 % der uden at have set andet end min profil kunne fortælle mig at jeg ikke var deres type.

Sært, jeg ved ikke en gang selv hvilke type jeg er og dem hvor jeg var modig nok til at spørge om hvilken type jeg er, siden de affejede mig, var mest med at det var noget de kunne mærke.
OK, ikke underkende andre menneskers følelser.

En datingprofil jeg fuldstændigt gik uden om var de ellers meget søde kvinder der havde skrevet:
”jeg er først og fremmest mor”
For det første kan jeg slet ikke se hvad det har med dating at gøre.
Det kan godt være den type jeg er, men jeg søger ikke på nogen mulig måde, en ny mor.
Hende jeg har, er mere end rigeligt til mig.
Og bare tanken om at knalde med en der først og fremmest er mor.
Det gør jeg altså kun med min kæreste.
Hvorfor tage et forbehold, og endda et forbehold der ikke rigtig er defineret.
Jeg er far, jeg har gået hjemme med mine egne børn, men det er et job eller en opgave, ikke noget jeg behøver at definere min person ud fra.
Jeg skrev alligevel med et par af dem og kunne høre at det med, mest at være mor, var et grundlag forstort set kun at skulle have sin vilje og at man som kæreste helt sikkert måtte finde sig i aldrig at være prioriteret særlig højt.

Så var der dem jeg kom til at skrive med der fortalte at de altid havde fundet de forkerte mænd, og nu skulle finde den helt rigtige.
Den bedste var hende der fortalte at hun faktisk var løbet ind i ikke mindre end 8 forkerte mænd.
Det er altså også mange forkerte mænd.
Fandme synd at hun lige skulle være SÅ uheldig.
Da jeg forsigtigt spurgte om hun selv havde overvejet om der var noget hun kunne ændre på så hun ikke fandt endnu en forkert mand, var svaret bare at det var bedre at være alene end sammen med den forkerte.
Selv havde jeg nok forsøgt at se om ikke der var noget der kunne tunes lidt på.

Så var der alle dem der fortalte om deres mentale rygsæk som de bar rundt på og som man skulle tage hensyn til hvis man skulle være sammen med dem.

Dem der på forhånd fortalte at de have haft en frygteligt liv og at man på forhånd skulle vide alt det man skulle tage hensyn til.
Jeg mener selv at være ret fintfølende og hensynsfuld, men at begive mig ud på en opgave hvor jeg ved at det forventes af mig, at jeg tager hensyn til ting jeg ikke engang ved hvad er, er lige lovligt meget minefelt til mit spændingsbehov.

Og til sidst den jeg holder aller mest af.
jeg søger en ærlig mand.
Spørg mig om dine bukser sidder stramt på din mås, og du skal få et ærligt svar.
Det er så bare ikke den ærlighed der søges, men noget der ikke kan beskrives.

I det hele taget har jeg fornemmelse af at rigtig mange af de kvinder der er på dating, ikke ville opdage den rigtige mand, selv om han stod foran dem.
Det gælder sandsynligvis også mænd, men dem dater jeg ikke så voldsomt meget.

Min tid på et datingsite blev kort og ikke speciel lønsom.
MEN jeg fik en ny veninde med et hav af børn og et dejligt smil i midtjylland og vi er mail-venner.

Jeg er altså også en anelse bekymret.
Jeg har snakket og mødtes med nogle af disse kvinder.
Dejlige og skønne mennesker, men med nogle massive ar efter deres tidligere forhold.
Virkelig dejlige mennesker, men med så meget bagage at nærmest alt der minder om mænd er farligt.
Fantastisk piger der bare knækkede midt i deres liv og som næsten er handlingslammede af skræk over at skulle ende i noget der ligner deres tidligere ægteskaber.
Alligevel søger de nøjagtigt som jeg, efter det deres sjæl længes efter.
En at dele livet med.

Nå, jeg har lavet min helt egen strategi for at finde kvinden i mit liv.
Jeg vil stå op hver morgen.
Som sædvanligt smile til dem jeg møder på min vej.
Falde i snak med dem hvor det lige falder sig, altid holde mit hjem åbent for mennesker der har lyst til en kop kaffe.
Kort sagt være mig som jeg plejer og gribe de chancer der viser sig.

Hvis jeg er uendelig heldig er der en dag, en der også smiler til mig og som måske drikker kaffe.
Ellers må hun jo have et glas vand.

Hvis ikke, så har jeg været her.
Jeg har været lykkelig, jeg har elsket, jeg har fået børn.
Det er ikke væk, og foreløbigt er det fantastisk at have oplevet, hvad jeg har oplevet.